Spotify har sat sig på svensk musikliv

Musiktjenesten sidder som det eneste sted i verden på 70 procent af omsætningen.

Spotify har nærmest overtaget den svenske musikbranche og har siden 2011 også været med på noderne i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den svenske musiktjeneste Spotify har nærmest overtaget det svenske musikmarked.

700 af de 991 millioner svenske kroner, som den svenske musikbranche tjente i 2013, kommer nu fra de såkaldte streamingtjenester, hvor musikken aflyttes i en datastrøm over internetforbindelsen, enten på en PC, en tavle-PC eller en mobiltelefon, viser nye salgstal for 2013 fra brancheforeningen IFPI, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Spotify sidder på 70 procent af markedet. 70 procent af omsætningen kommer altså fra en eneste musikudbyder.

Dalende pladesalg opvejes af netmusikken

Også i Sverige fortsætter salget af fysiske plader - CDer som LPer - med at falde, men nedgangen opvejes faktisk af større indtægter fra netmusiktjenesterne. Sammenlagt er musikbranchens indtægter steget med fem procent til næsten en milliard svenske kroner. Og det glæder IFPIs administrerende direktør, Ludvig Werner.

»Det er superpositivt med tredje år i træk med vækst. Vi ved ikke præcis, hvor stor en del af streamingtallene der kommer fra de forskellige streamingtjenester. Men vi ved jo, at der i princippet er en kæmpe stor aktør. Spotify er ikke længere et varemærke men er blevet vort nye format, næsten ligesom CD eller vinyl. Man kan synes, at det er et problem med én kæmpe stor leverandør, i alle tilfælde hvis de skulle ophøre med at være »good guys« og i stedet blive »bad guys«,« siger han til TT.

Han tror dog, at nye konkurrenter på området vil komme til og tage kampen op med Spotify, også på hjemmebanen i Sverige, hvor Spotify har en enestående høj markedsandel. Og mange af de internationale giganter som Sony, Google, Apple og Microsoft satser da også i stigende omfang på at tage markedsandele på musikfronten.

Mere konkurrence i Danmark

I Danmark samarbejder Spotify med svensk-finske Telia, det tredjestørste teleselskab her i landet efter TDC og Telenor. Men også den norske musiktjeneste Wimp, som Telenor samarbejder med, og TDC Play, som TDC som verdens første åbnede 1. april 2008 og lod være en del af abonnementet for derigennem at holde på kunderne, hører til blandt det noget bredere, danske udbud. Telia Danmarks administrerende direktør, Søren Abildgaard, sagde i december til Berlingske, at »vi henter en del af TDCs kunder på at kunne levere produkter som Spotify og HBO«. HBO er en netfilmtjeneste, som konkurrerer med f.eks. TDCs egen YouBio og amerikanske Netflix.

IFPI i Danmark offentliggjorde i februar 2013 tal, der viser, at danskernes digitale musikforbrug i 2012 eksploderede, så det digitale salg af musik har overhalet omsætningen fra det fysiske salg. 54,1 procent eller 221 millioner kroner af musikselskabernes samlede omsætning i Danmark på 408 millioner kroner stammer nu fra digitale tjenester, og over 25 procent af det samlede musikmarkeds indtægter kom ved udgangen af 2012 fra streamingtjenester som Spotify, Wimp og TDC Play.

Spotify - med større underskud

Spotify, der er stiftet i 2006 af Daniel Ek og Martin Lorentzon, er indregistreret i Luxembourg og mere end fordoblede sin omsætning i 2012 til 435 millioner euro. Men Spotifys underskud voksede samtidig fra 45,4 millioner euro i 2011 til 58,7 millioner euro i 2012, viser regnskaberne fra holdingselskabet Spotify Technology.

Spotify har blandt andet modtaget økonomisk støtte fra Northzone, Kleiner Perkins Caufield & Byers, Accel Partners og DST.