Sony klar med Xperia Z3 og Android-ur

Den japanske elektronikgigant klar med to nye toptelefoner - en storebror og en lillebror - og et opdateret smart ur samt mulighed for at koble telefoner og den nye Xperia-tavlecomputer trådløst til Playstation 4 og spille spil på dem.

Sony opdaterer og udvider sin Xperia-serie med tre Z3-modeller: en tavle-PC på otte tommer, selve Xperia Z3-telefonen på 5,2 tommer og den lidt mindre men derudover næsten identiske Xperia Z3 Compact-telefon på 4,6 tommer. Foto: Sony Fold sammen
Læs mere

BERLIN: Et nyt smart ur, som overraskende kører på Android og ikke Sonys egen software, et elektronisk armbånd, en kompakt tavle-PC og den nye toptelefon Xperia Z3, som for første gang får premiere samtidig i Europa og USA.

Den japanske elektronikgigant Sony rykker ud med det store skyts for at gøre sig gældende på et hårdt og ubarmhjertigt elektronikmarked, hvor producenterne står i kø for at komme til.

For første gang til dato bliver den nye Xperia Z3-telefon, som onsdag blev præsenteret på Europas største forbrugerelektronikmesse, IFA, i Berlin, sendt på markedet i USA, samtidig med at den kommer i butikkerne i bl.a. Europa - et bevidst valg fra Sony for at ride videre på den bølge, som forgængeren, Xperia Z2 og den tilsvarende tavle-PC af samme navn, skabte.

Storebror og lillebror

Den nye topmodel, Xperia Z3, er 5,2 tommer stor, i aluminiumsramme, blot 7,3 millimeter tyk og vejer 152 gram. Den får straks en lillebror, Xperia Z3 Compact, der vejer 129 gram og har en skærm på 4,6 tommer. De tidligere Compact-modeller er blevet populære, fordi den eneste forskel fra storebroderen er størrelsen, mens al den teknologiske indmad er den samme. Det indbyggede kamera klarer en opløsning på 20,7 megapixler. Compact-modellen har dog kun en skærmopløsning på 720p (altså almindelig HD i modsætning til fuld HD), og der er lidt mindre hukommelse og et lidt mindre batteri. Begge telefoner kommer i løbet af efteråret, og de kan begge - ligesom den otte tommer store tavle-PC, Xperia Z3 Tablet Compact - kobles til Sonys nye spillekonsol, Playstation 4, så man over den trådløse forbindelse derhjemme kan spille spil.

Xperia Z3 Tablet Compact, som vejer 270 gram og er 6,4 millimeter tyk, er vandtæt som Sonys tidligere tavle-PCer. Den har tre gigabyte RAM-arbejdshukommelse, op til 16 gigabyte lagerplads, fuld HD-skærm og batterisparefunktion. Bagpå sidder et 8-megapixelkamera. Sony kalder den selv for verdens tyndeste og letteste af sin slags. Prisen er endnu ukendt, men den kommer på markedet til efteråret.

Tal til uret og armbåndet

Overraskende har Sony valgt at lade sit nye smarte ure, SmartWatch 3, bruge Googles mobilstyresystem Android i stedet for sin egen software som tidligere. Det har en LCD-skærm på 1,6 tommer og får følgeskab af et 1,4-tommer stort armbånd med buet skærm, SmartBand Talk. Begge dele kan man talestyre, og begge er de vandtætte.

Sony håber med nyskabelserne at få bedre fat i markedet for teknologi til at tage på, et marked, som ifølge analysefirmaet Strategy Analytics ventes at give et salg for 37 milliarder dollars i 2020 mod en milliard dollars sidste år.

Sonys topchef, Kazuo Hirai, stod selv for præsentationen i Berlin, som han har gjort det, siden han overtog ledelsen af elektronikgiganten for to år siden. Han er i gang med at få Sony på fode igen, og de smarte ure og anden sundhedsteknologi skal opveje det dalende mobilsalg. Sony nedjusterede for en måned siden forventningerne til årets salg på baggrund af et kvartal med røde tal på bundlinien i mobilafdelingen. Kazuo Hirai har dog slået fast, at Sony ikke trækker sig ud af mobilmarkedet, som er en af nøglebrikkerne i at få den store elektronikproduktion med kameraer, lydudstyr og spillekonsoller til at hænge sammen på tværs, sådan som Sony har arbejdet på, siden man i 2011 købte den svenske partner Ericsson ud af det fælles Sony Ericsson, som i dag hedder Sony Mobile.

Sony har gennem flere år haft smarte ure på markedet men ligger ifølge Strategy Analytics kun på en markedsandel på 5 procent i april-juni 2014. Til sammenligning har konkurrenten Fitbit 37 procent, Samsung ligger på 20 procent og Jawbone på 19 procent. Alle venter i spænding på, om den amerikanske IT-gigant Apple, som ikke deltager på IFA i Berlin, under sin præsentation i USA 9. september ud over den ventede iPhone 6 også vil fremvise det længe omtalte iWatch-ur.

Berlingske dækker IFA på www.business.dk/digital, www.b.dk/tech og i den trykte avis. Berlingske er inviteret af Branchen Forbrugerelektronik (BFE).