Sony klar med Xperia-tavlecomputer

Ny tavle-PC med Android kommer også på dansk og skal kæmpe med for at bringe Sony tilbage.

Xperia S er Sonys anden tavlecomputer med Android. Den bevarer det karakteristiske design à la en foldet bog. Foto: Sony Fold sammen
Læs mere

En opdateret udgave af Sonys tavlecomputer, Xperia S, og tre nye Xperia-telefoner skal bringe den japanske elektronikgigant tilbage i forbrugernes fokus ved at slå Xperia-mærket fast som det gennemgående produktnavn.

Sony leverede en kæmpe pakke af produkter ved indledningen til årets største forbrugerelektronikmesse i Europa, IFA i Berlin. Den økonomisk pressede gigant agter dermed at sætte ind på alle fronter efter at have haft et underskud på 34 milliarder kroner i sit seneste regnskabsår.

Xperia S er en opgraderet udgave af Sonys tavlecomputer med Google Android (version 4.0) som styresystem. Den har en skærm på 9,4 tommer (24 cm) og er kun den anden tavle-PC fra Sony. Den første kom i april sidste år.

Også på dansk

Xperia S-tavlecomputeren kommer i handelen fra 7. september - også i Danmark - og vil koste 3.300 kroner for udgaven med 16 gigabyte lagerplads og 4.800 kroner 64 gigabyte-modellen, begge i rent trådløs udgave. Modellerne, som også kan kobles på mobilnettet, koster 1.000 kroner oveni. Det bliver muligt at koble et løst tastatur til for 100 dollars, og tastaturet vil samtidig fungere som beskyttelse, ganske som det bliver, når Microsoft kommer med sin Surface-tavlecomputer, som dog kører med Windows 8 som styresystem.

Xperia S kommer med dansk software i modsætning til forgængeren, som kun var på svensk og norsk. Den er i aluminiumsdesign og kan bruges som universal fjernbetjening gennem et særligt miniprogram/app. Indeni sidder en hurtig Nvidia Tegra 3-firkerneprocessor, så flere programmer kan køre samtidig uden problemer.

Den har et kamera på otte megapixler på bagsiden og et på en megapixel på forsiden. Skærmopløsningen er på 1.280 x 800 pixler.