Solen er begyndt at skrue ned for blusset

Vores livgivende stjerne 150 mio. km borte er efter alt at dømme begyndt at skrue ned for blusset. Konsekvensen kan blive koldere vintre i Nordeuropa og et næsten totalt farvel til nordlys.

De forholdsvis få solpletter er et tegn på, at Solens aktivitet er faldende. Forskerne forudser, at pletterne kan være helt væk omkring 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: PETER KOMKA

Trods en del aktuelle soludbrud er der i disse år mindre blus på vores livgivende bål oppe på himlen, end der har været i nogen anden periode i de seneste 100 år.

Tilmed peger en del på, at Solens aktivitet i de kommende år kan falde til så lavt et niveau, at verden ikke har oplevet noget lignende, siden den såkaldte lille istid nåede sit højdepunkt mod slutningen af 1600-tallet.

Maunder Minimum kalder forskere perioden, der var berygtet for sine iskolde nordeuropæiske vintre og kendetegnet ved ingen eller kun ganske få af de mørke og ekstra magnetiske områder på Solens overflade, som vi kalder solpletter – et tydeligt tegn på lav solaktivitet.

Herhjemme får historikere stadig kuldegysninger ved tanken om den svenske hærs march over isen på både Lillebælt og Langelandsbælt i januar og februar 1658 – en vovet krigshandling, der medførte national ydmygelse og dansk afgivelse af Skåne, Halland og Blekinge. Også Themsen og de hollandske kanaler var bundfrosne om vinteren dengang.

»Efter min opfattelse er vi på vej ind i et Maunder Minimum,« siger den internationalt førende amerikanske solfysiker Mark Giampapa til det amerikanske tidsskrift Forbes.Og til BBC siger den britiske professor i rumfysik Mike Lockwood:

»Vi vurderer, at om ca. 40 år eller deromkring er der 10-20 procent – snarere 20 procent – sandsynlighed for, at vi er tilbage i forhold som under Maunder Minimum.«

Han tilføjer, at »det er en usædvanlig hurtig svækkelse« af Solen, man i øjeblikket er vidne til. At dømme efter analyser af grønlandske iskerner kan der ligefrem være tale om den hurtigste svækkelse af Solen i de seneste 10.000 år.

Den danske astronom og solforsker Christoffer Karoff fra Aarhus Universitet er enig et langt stykke hen ad vejen:

»Flere forhold peger på, at Solens aktivitet er stærkt faldende. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis der slet ikke er nogen solpletter omkring 2020. Og perioden med en meget passiv sol kan udmærket komme til at strække sig over 50-80 år.«

Han forklarer, at forskerne bl.a. baserer deres prognose på målinger af styrken af magnetfeltet i solpletterne samt på en bemærkelsesværdig asymmetri mellem pletter på Solens nordlige og sydlige halvkugle.

Det er imidlertid tvivlsomt, om vi i de kommende årtier kommer til at glemme alt om global opvarmning for i stedet at rette fokus mod bundfrosne farvande og galoperende varmeregninger. En ny lille istid er næppe på vej.

»Men hvis vi forestiller os, at CO2 og ændringer i Solens aktivitet har lige stor indflydelse på Jordens klima, kan det få den konsekvens, at den globale middeltemperatur holder sig nogenlunde i ro i flere årtier. Det kan blive en sovepude for beslutningstagere og få alvorlige konsekvenser, når Solens aktivitet atter begynder at stige. For så bliver klimaet dobbelt påvirket af både CO2 og Solen, hvilket kan få temperaturen til at gå dramatisk og hurtigt i vejret,« siger han.

Ultraviolet nedkøling

Henrik Svensmark, der er professor og solfysiker ved DTU og kendt for sin forholdsvis velunderbyggede teori om den kosmiske strålings indflydelse på skydannelse og dermed Jordens klima, er mere kølig i sin vurdering:

»Efter min mening er Solens faldende aktivitet den vigtigste forklaring på, at der ikke er blevet varmere på kloden i de seneste 15-20 år. Bliver Solen endnu mere passiv i de kommende år, vil jeg forvente at se en mindre afkøling. Det bliver spændende at følge, for det kan blive den helt afgørende test på Solens rolle,« siger Svensmark.

Forskere har imidlertid vanskeligt ved at finde konkrete og velunderbyggede mekanismer, der virker afkølende i perioder med en ekstra passiv sol. Det skyldes ikke mindst, at forandringer i solaktiviteten ikke giver sig udslag i nogen nævneværdig ændring af varmepåvirkningen ved jordoverfladen. Ergo må man finde mere indirekte forklaringer.

Svensmark peger på, at en svag sol får flere kosmiske partikler fra rummet til at passere gennem solsystemet og ramme Jordens atmosfære, hvilket angiveligt fremmer skydannelse. Andre forskere mener, at det snarere handler om Solens ultraviolette (UV) stråling.

Ifølge Christoffer Karoff er der inden for en almindelig solcyklus på ca. 11 år en forskel på omkring 40 procent i den UV-stråling fra Solen, der rammer Jordens højtliggende stratosfære. En så betydningsfuld reduktion afkøler de høje luftlag ca. 20-50 km over os, og det synes at kunne påvirke vintervejret regionalt, ikke mindst i Nordeuropa.

Rumfysikeren Mike Lockwood fremlagde således i 2010 et forskningsresultat, der viser en kobling mellem få solpletter og atmosfæriske forhold, der blokerer for, at milde og fugtige vestenvinde fra Atlanterhavet kan nå ind og ramme Nordeuropa om vinteren.

Netop sådan var den generelle situation under de overraskende kolde vintre i Nordeuropa i 2009-10 og i 2010-11 – lav solaktivitet og et atmosfærisk mønster, der blokerede for den milde vestenvind. Og netop sådan var forholdene under Maunder Minimum – ekstremt lav solaktivitet og, ifølge samtidige optegnelser, overvejende nordøstenvind om vinteren i Storbritannien.

Hvad der præcist skaber koblingen mellem stratosfæren og den nedre troposfære, hvor vi befinder os, og hvor det egentlige vejr hersker, er imidlertid ikke velbelyst. Men forskere som den britiske professor i rumfysik Mike Lockwood peger på, at en afkøling af stratosfæren flytter den kraftige og højtliggende jetstrøms bane, hvilket kan skabe den atmosfæriske blokade om vinteren.

Nordlyset slukker

Hvis Lockwood og hans ligesindede har ret, burde risikoen for ekstra kolde vintre herhjemme stige betragteligt allerede om et par år – med risiko for, at vi først bevæger os ud af dette nutidige Maunder Minimum engang i sidste halvdel af århundredet.

Den danske astronom og solforsker Christoffer Karoff er endnu ikke overbevist om, at dybfryseren venter i fremtidens vintre. Men han peger på en anden opsigtsvækkende konsekvens af en sol i vinterhi:

»Min vurdering er, at hvis man vil nå at opleve nordlys, så skal man skynde sig. Allerede om et par år kan Solens aktivitet være faldet så meget, at det praktisk taget bliver umuligt at få det flotte naturfænomen at se – medmindre man drager til det helt ekstreme nord. Selv i Island kan det blive umuligt.«