Smuk rumvideo viser nye facetter af jorden

Nyd en svimlende filmrejse fra 350 kilometers højde, der viser menneskets enorme dominans på jordkloden.

Jorden set fra Den Internationale Rumstation. Fold sammen
Læs mere
Foto: NASA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes udkigsvinduer, og så findes der udkigsvinduer.

I sidstnævnte kategori er de uhyre eksklusive og misundelsesværdige af slagsen, som besætningen på Den Internationale Rumstation ISS kan nyde godt af fra deres svævende position omtrent 350 km over jordoverfladen.

Men nu kan vi alle få del i de bjergtagende og svimlende synsindtryk af vores planet i kraft af den tyske videoproducer Michael Königs bearbejdning af en lang række fotografier, som mellem august og oktober i år blev optaget oppe fra ISS.

Han har ganske enkelt klippet billederne sammen til en bragende flot og fem minutter lang videofilm, der fortæller mere om vores klode end tusinder af ord.

Som video fremstår billederne som en hastigt glidende såkaldt time-lapse-panorering hen over vores stærkt beboede planet.

I nattemørket toner vores storbyer, veje og industriområder frem som markant og glimtende dokumentation for menneskets altdominerende rolle på Jorden. Prøv f.eks. om du kan få øje på Chicago og Nordamerikas store søer, Cairo med Sinaihalvøen og den italienske støvle med guldjuvelen Sicilien ud for "støvlespidsen".

Men lige så bjergtagende er synet af de talrige lyn, der glimter i tunge tordenskyer nede over gennemblødte landområder. For ikke tale om det surrealistiske grønne skær fra både nordlys over Arktis og sydlys over Australien, når elektrisk ladede partikler fra Solen rammer klodens polarområder.

Michael König understreger i øvrigt, at han stort set ikke har foretaget farvejusteringer eller andre digitale ændringer af de oprindelige optagelser.

Dette er vores verden, som den ser ud.