Smarte ure og TV i ultra-HD klar til ønskesedlen

Europas største forbrugerelektronikmesse åbner fredag i Berlin med hundredvis af nyheder, der skal varme op under julehandelen.

Elektronik i alle afskygninger - også vaskemaskiner og køleskabe - er i fokus i de næste seks-syv dage, når Europas største forbrugerelektornikmesse IFA åbner i Berlin. Foto: Rainer Jensen, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: RAINER JENSEN

Hvis du er i tvivl om, hvad du ønsker dig til jul, så vent lige et par dage. Så kommer ønskesedlen nærmest rullende af sig selv.

Europas største forbrugerelektronikmesse, IFA (Internationale Funkausstellung), åbner nemlig fredag i den tyske hovedstad Berlin, hvor alle de store og mindre producenter af alt, som der kan sættes strøm til, prøver at overgå hinanden i kampen om opmærksomhed.

Klar til jul

Der står smarte ure, fladskærme i endnu bedre opløsning (såkaldt ultra-HD eller 4K) og mere ikke-TV-indhold på fladskærmen samt nye tavlecomputere på dagsordenen, når der varmes op til den vigtige julehandel, hvor teknologiproducenter som tommelfingerregel henter omkring 30 procent af årets omsætning.

Det er smartphonetelefoner og tavle-PCer, der løber med folks penge, hvor den store taber er elektronik uden internetadgang. Også PC-salget er gennem fem kvartaler gået tilbage på verdensplan.

Alene i Tyskland udgør forbrugerelektronikmarkedet en omsætning på 11,2 milliarder euro i 2013. Men det er en tilbagegang på omkring en tiendedel fra 2012, viser nye tal fra den tyske forbrugerelektronikbranche.

Ifølge en nylig tysk undersøgelse kan 77 procent af alle solgte fladskærme nu kobles på nettet. Det er lige nu omkring 14 millioner tyske fjernsyn. Netforbindelsen er ingen nyskabelse, men indholdet og overblikket over samt betjeningen af det har hidtil været så ringe, at mange har betragtet det som et eksperiment og ikke et seriøst bud på, hvad fladskærmen - også - kan bruges til.

Premiere på smart ur

Sydkoreanske Samsung, der er verdens største TV- og mobilproducent, fremviser allerede i dag, onsdag, sit meget omtalte smarte ur, Galaxy Gear, der åbner en ny produktkategori i elektronikbranchen og derfor vil få megen opmærksomhed. Apples ligeledes meget beskrevne iWatch ventes først at være klar til næste år, men også Sony, Motorola og Casio ventes at kunne »noget« med smarte ure, der kan bruges til at besvare telefonopkald, kontrollere e-post m.m.

Derefter vil nye mobiltelefoner, nye tavle-PCer, nye PCer, nye fladskærme og alt øvrigt nyt komme væltende i stor stil.

Den nye TV-billedstandard, ultra-HD, vil ligeledes få god plads på IFA. Her er der billeder i en fire gange højere opløsning end dagens fuld HD, som de fleste nyere fladskærmsfjernsyn præsterer. Dermed vil billedet stå langt skarpere - og det samme vil prisen i den første tid. Ultra-HD får en opløsning på omkring 4.000 vandrette pixler og kaldes derfor også for 4K (K = kilo = 1.000). Endnu mangler der fjernsynsmateriale optaget i så høj en opløsning, men f.eks. har satellitstationerne Sky og Astra meldt ud, at de fra 2015 vil sende i ultra-HD.

Bedre tavle-PCer

Tavle-PCer i bedre opløsning med bedre teknologisk indmad, lavere strømforbrug og flere funktioner ventes også lanceret, og der vil være fokus på, hvordan Microsofts Windows 8-styresystem måtte brede sig i den Android- og Apple-dominerede verden. Windows 8 kommer til oktober i en større opdatering, Windows 8.1, som de kraftigste tavle-PCer og alle »almindelige« bærbare og stationære PCer kan køre. Opdateringen skal imødegå kritikpunkter i den nuværende Windows 8, f.eks. at der ikke er en Start-knap i nederste, venstre hjørne, og at man ikke kan gå direkte til det klassiske skrivebord men er nødt til at lande på de farvede, interaktive ikoner på startskærmen.

Udstillingsområdet i de kæmpe mæssige messehaller er i år vokset med to procent til 145.000 kvadratmeter. Sidste år trak messen i alt 240.000 besøgende, både fagfolk og den menige hr. og fru Tyskland, som også kan kikke og mærke med.

Og der er også elektronik af den mindre traditionelle slags, som ikke desto mindre udgør et stort marked. Det er avancerede vaskemaskiner, køleskabe m.m., som normalt ikke tiltrækker sig samme opmærksomhed som en ny Apple- eller Samsung-telefon.

Berlingske dækker IFA på www.b.dk/tech og www.business.dk/digital.