Slut med Samsung-PCer i Danmark

Elektronikgiganten indstiller salget af bærbare PCer og tror på, at især de nyligt lancerede tavlecomputere i Galaxy Tab-serien kan erstatte PCen og øge salget.

Samsungs nye tavle-PC, Galaxy Tab S, kan godt erstatte en traditionel bærbar PC, mener Samsung, som derfor nu indstiller salget af bærbare PCer i Danmark og resten af Norden for at satse på tavle-PCerne. Her ses de brugt i en opstilling på Samsungs stand på Europas største forbrugerelektronikmesse, IFA, i Berlin. Foto: Tobias Schwarz, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: TOBIAS SCHWARZ

BERLIN: Samsung opgiver nu at sælge PCer i Norden.

Det er umiddelbart den hårde konkurrence og den beskedne indtjening pr. solgt computer, som får den sydkoreanske elektronikgigant, der både er verdens største TV- og mobilproducent, til at trække sig fra de nordiske lande, heriblandt Danmark. Men Samsung tror, at det er muligt at holde skansen og vinde nyt land med sine tavlecomputere, hvor serien for halvanden måned siden er blevet udvidet med den nye Galaxy Tab S, hvis skærm er blevet rost til skyerne i anmeldelserne.

Gælder både privat- og erhvervsmarkedet

»Det er rigtigt, at Samsung på det nordiske marked, herunder Danmark, har valgt at stoppe med at sælge PCer både til privatmarkedet og til erhvervsmarkedet. Beslutningen gælder fra nu, hvor vi lukker langsomt ned, men vi servicerer selvfølgelig fortsat de kunder, der har købt hos os. Vi vil i stedet bruge energien og satse på tavlemarkedet,« siger Claus Holm, landechef for Samsung i Danmark, til Berlingske på Europas største forbrugerelektronikmesse, IFA, i Berlin.

Samsung har uden for Sydkorea, hvor kæmpe koncernen har hjemsted, udelukkende solgt bærbare PCer.

»Vi tror så meget på, at tavlerne bliver en erstatning for PCerne på grund af det tilbehør, som man i dag kan få til dem. Vi mener, at den nye Galaxy Tab S og Tab Pro er så stærke, at vi vil fokusere på dem. Samtidig tror vi, at mere og mere bliver cloudbaseret (altså brug af nettjenester, red.), og her er tavlerne superanvendelige, samtidig med at de vejer mindre og har længere batteritid,« siger Claus Holm.

Chromebook-PCer nåede aldrig i salg

Samsung nåede ikke at indlede salget af de nye Chromebook-bærbare, som bruger Googles særlige styresystem Chrome OS, i Danmark. Enkelte skoler har dog købt Samsung Chromebook-PCer og vil fortsat have Samsung-support.

»De understøttede ikke NemID, og derfor har vi ikke solgt dem i Danmark,« siger Claus Holm.

Det er kinesiske Lenovo, som leverer flest PCer til danskerne. Lenovo har i lang tid været erhvervslivets foretrukne PC-mærke men har de seneste kvartaler også været privatkundernes. Lenovo købte i 2011 den tyske elektronikgigant Medion, som især supermarkedskæden Aldi sælger stort af i Danmark.

Samsung har aldrig haft et stort salg af bærbare PCer i Danmark, og Claus Holm vil ikke ud med, hvordan salget af de nye tavle-PCer går, som jo så også skal opveje det fremtidige, manglende salg af bærbare.

»Det må jeg ikke oplyse, men jeg kan sige, at markedet har taget godt imod Galaxy Tab S,« siger han.

Berlingske dækker IFA på www.b.dk/tech, www.business.dk/digital og i den trykte avis. Berlingske er inviteret af Branchen Forbrugerelektronik (BFE).