Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Microsoft traf et populært valg, da softwaregiganten i maj 2011 skrev den største check ud nogen sinde og betalte 8,5 milliarder dollars for den dansk-svenskopfundne internettelefonitjeneste Skype.
Skypes brugertal fortsætter nemlig med at vokse støt. Nu bruger flere end 280 millioner mennesker verden over computerprogrammet Skype, som gør det muligt at ringe gratis over internetforbindelsen til andre Skype-brugere i hele verden, også som videosamtale, at kunne chatte med alle andre Skype-brugere og - mod en mindre betaling - kunne ringe til almindelige fastnet- og mobilnumre i stadig flere lande.
30 millioner flere siden maj
Tallene fremgår af Microsofts regnskab, som kom tidligere på ugen, og som viste et fald i overskuddet på 22 procent. Microsoft håber selv, at det skyldes, at folk venter med at bruge penge, indtil den nyeste udgave af styresystemet, Windows 8, lanceres 26. oktober.
De 280 millioner Skype-brugere er 30 millioner flere end i maj, og de cementerer Skypes position gennem flere år som verdens største udbyder af udlandstelefoni. I det forgangne kvartal - mellem juli og september - blev der ringet i 120 milliarder minutter. Det er 58 procent mere end for et år siden.
Microsoft købte Skype for at kunne bygge det ind i sine øvrige produkter - alt fra Xbox 360-spillekonsollen over Windows Phone-styresystemet til mobiltelefoner og til det nye Windows 8. Skype er også netop blevet en del af de almindelige Windows-opdateringer, så hvis man har Skype installeret, vil det automatisk forsøge at holde sig opdateret gennem Windows Update-funktionen.
Dansk-svensk opfindelse
Skype findes også til mobiltelefoner, så man - med mobiltelefonen i hånden - kan ringe gratis op til andre Skype-brugere, hvis blot man har internetforbindelse, enten trådløst eller via mobilnettene.
Skype er opfundet af danske Janus Friis og svenske Niklas Zennström, som solgte det til internetauktionshuset eBay, inden Microsoft sidste år overtog det.
Skype findes til både Windows, Mac og Linux.