I mere end 100 år har man vidst, at CO2 er en drivhusgas, og at stigende koncentrationer af gassen i atmosfæren får temperaturen til at stige.

Af samme årsag er det en gåde af de større, hvorfor den globale middeltemperatur ikke er steget, men udelukkende forblevet på et rekordhøjt niveau gennem de seneste 15 år. I samme periode er menneskers udledninger af CO2 nemlig gået støt opad med to-tre procent hvert eneste år.

Nu antyder et nyt forskningsresultat, at en vigtig international aftale, der trådte i kraft i 1989 og blev underskrevet af 197 lande, kan være en central medvirkende forklaring.

Det var den såkaldte Montreal-aftale, der udfasede produktionen af en lang række CFC-gasser med det formål at beskytte Jorden mod det svindende ozonlag, der i vid udstrækning beskytter os mod den skadelige UV-stråling.

CFC-gasser, der har været flittigt benyttet som drivmiddel i spraydåser og som kølemiddel i køleskabe, har nemlig ikke bare en ødelæggende virkning på ozonlaget. De er også ekstremt potente drivhusgasser med en varmepåvirkning, der er op til 10.000 gange højere end CO2.

I forskningsresultatet, der er offentliggjort i tidsskriftet Nature Geoscience, skriver forskerne tilknyttet Oxford University i England bl.a.:

»Vores analyser antyder, at reduktioner i udledninger af ozon-fortyndende substanser under Montreal-aftalen, såvel som reduktioner i metanudledninger, har medvirket til at formindske graden af opvarmning siden 1990erne.«

Forskerne understreger dog, at udfasningen af CFC-gasser næppe kan forklare hele varmepausen. Men samtidig skriver de, at uden disse reduktioner ville temperaturen på kloden formentlig være omkring 0,1 grader højere end i dag.

Skeptikerne holder ikke pause

Varmepausen har af mange såkaldte klimaskeptikere været udlagt som en form for dokumentation for, at menneskers indflydelse på klimaet er beskeden, og at naturlige processer har væsentlig større betydning for temperaturdannelsen.

I de senere år har klimaforskere imidlertid forsøgt sig med andre forklaringer på varmepausen, herunder en lidt lavere solaktivitet og en mulig afkølende effekt fra de store udledninger af småpartikler til atmosfæren fra især Kinas industri og kulkraftværker.

Og for nylig har amerikansk forskning vist, at en storslået og periodisk afkølende cyklus i Stillehavet ved navn Pacific Decadal Oscillation (PDO) meget vel kan forklare en væsentlig del af den stagnerende globale temperaturudvikling.

Ifølge de amerikanske forskere kan PDO-svingningen også forklare, hvorfor den globale opvarmning på tilsvarende vis tog sig en pause fra midten af 1940erne og op til begyndelsen af 1970erne. I den periode var PDOen nemlig ligesom i nutiden i en kold fase.

Ingen kan sige præcist, hvornår Stillehavet atter begynder at svinge i en langvarig opvarmende retning. Men at dømme efter forløbet af de tidligere cyklusser burde det ske inden for de kommende 15 år. Hvorefter der atter burde komme blus under det globale termometer.