September bliver paradis for teknologielskere

Invitationerne er endnu mest hemmelige. Alligevel står elektronikgiganterne - Apple, Nokia, Microsoft og nu også Amazon - i kø for at lancere nye produkter om få uger.

Amazons Kindle Fire (i midten) blev lanceret i september sidste år. Nu kommer efterfølgeren - som en af mange store teknologilanceringer i de kommende uger. Arkivfoto: Emmanuel Dunand, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er næsten ikke plads på scenen til alle. September bliver et sandt paradis for alle, der holder af ny teknologi, for giganterne står i kø for at komme til - og gerne lige møve sig ind foran konkurrenten og dermed nå først ud til omverdenen.

Senest har internetgiganten Amazon sendt invitationer ud til en pressekonference i nærheden af Los Angeles 6. september. Alle forventer her at se nyeste udgave i Amazons e-bogslæserserie Kindle. Man forventer også en opdateret version af tavle-PCen Kindle Fire, der både er en tavlecomputer og en e-bogslæser knyttet tæt til Amazons univers af en netboghandel. Forventningerne går blandt andet på at få en Kindle Fire i 10 tommer størrelse. Den nuværende - og stort sælgende - Kindle Fire har en skærm på syv tommer, som gør den meget »pocketbook«-agtig i størrelse.

Kindle Fire blev lanceret i september 2011.

To nye Windows Phone-telefoner fra Nokia

Dagen før Amazons lancering, nemlig 5. september, vil den pressede, finske mobilgigant Nokia sammen med softwaregiganten Microsoft lancere to nye Lumia-telefoner med den nye Windows Phone 8-software. Dermed sikrer Nokia sig opmærksomhed i god tid, inden Apple en uge efter melder sig.

De to Lumia-telefoner kaldes nu Arrow og Phi og vil være de første med den opdaterede Windows Phone-software, som spiller endnu tættere sammen med den kommende Windows 8-udgave. Nokia og Microsoft har indgået et skæbnefællesskab om at få ordentligt fodfæste på mobilmarkedet, hvor de begge er slået helt tilbage af succesen med smartphonetelefoner med Googles Android og Apples iOS som styresystemer.

Nokia lagde sidste år strategien helt om og satser nu alle kort på, at Windows Phone skal blive en succes. Foreløbig går salget trægt. I første kvartal i år solgte Nokia to millioner Lumia-telefoner, i andet halvår fire millioner. Der er endog rigtigt langt op til Samsungs og Apples salgstal på smartphonetelefoner.

Den sjette iPhone klar

Apple menes at stå klar i kulissen med næste udgave af sin iPhone-telefon til lancering 12. september. Som sædvanlig har Apple end ikke sendt invitationer ud endnu, men den nyeste iPhone er et år gammel, og hvis Apple skal stå distancen over for konkurrenterne, som tager større og større markedsandele, skal der rykkes i Cupertino, hvor Apple har hovedsæde.

De seneste rygter om den såkaldte iPhone 5 - som i virkeligheden er nummer seks i rækken - siger, at den vil kunne købes fra 21. september.

Windows 8 til oktober

Endelig er Microsoft klar til sin største og vigtigste lancering nogen sinde: Windows 8, den nyeste udgave af PC-styresystemet, kommer 26. oktober. Det er beregnet til både traditionelle stationære og bærbare PCer samt til de nye tavle-PCer, hvoraf Microsoft selv lancerer sin Surface-model.

Hemmelighedskræmmeriet om Windows 8 er begrænset. Man har i over et halvt år kunnet hente prøveudgaver og bruge dem, men succesen skal i hus for Microsoft, som presses af vigende PC-salg, som er en af hovedindtægtskilderne, fordi stort set enhver ny PC leveres med Windows forinstalleret.

I slutningen af august holdes Europas største elektronikmesse, IFA, i Berlin. Her ventes også lanceret et væld af nye produkter. Berlingske er på pletten og dækker både på nettet og i avisen.