Se her, hvornår du kan vinke op til Andreas

34 gange skal Andreas Mogensen og hans to kosmonaut-rejsefæller suse rundt om Jorden, før de indhenter rumstationen. Følg kredsløbet her og se, hvornår han er tættest på Danmark.

Skærmbillede fra N2YO.com, som tracker både rumstationen og Andreas Mogensens fartøj. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Andreas Mogensen er som den første dansker nu i rummet, og hans færden følges ikke kun på TV og Twitter.

På hjemmesiden n2yo.com følges alle større objekter i kredsløb om Jorden, også »Soyuz TMA-18M«, som er navnet på den raket der sendte Andreas Mogensen og hans to kosmonaut-rejsefæller op fra Bajkonur tidligt i morges.

Se hvor Andreas Mogensen er over jordkloden

Kredsløbet kommer lige akkurat ikke til at passere så langt nordpå, at han flyver direkte over dansk jord, men for en halv times tid siden var han over Polen og i skrivende stund er han efter en smuttur over det sydlige Kina på vej ned over Thailand, Indonesien, Australien og skærer hjørner syd om tippen af New Zealand inden turen går nordpå over Stillehavet.

Han krydser Amerika på det smalleste sted og er så hurtigt over Atlanten mod Europa igen, hvor han om en times tid suser over Holland og det nordlige Tyskland, som er det tætteste han kommer på Danmark.

Eller naturligvis er det ikke rumfartøjet, der skiftes kurs mod nord og syd. Kredsløbet sker i en bane, der ligger en smule skrå og forskudt i forhold til jordens rotation. Ruten ser derfor ud til at beskrive en bølgebevægelse hen over kloden, hvis man anlægger et rent jord-centrisk synspunkt.

Hvert kredsløb om jorden tager halvanden time, og over de næste fire dage skal IRISS-missionen i alt 34 gange rundt om jorden, til de rejser synkront med Rumstationen og kan koble sig sammen med den og kravle ind i de tilstødende lokaler og endelig strække benene rigtigt ud.

Fra på fredag kan Andreas Mogensens opholdssted godt 400 kilometer over jordens overflade følges på flere tracking-sites, der viser hvor ISS befinder sig. Herunder ISStracker.com

Man kan endda få et livefeed af både Rumstationen og Andreas Mogensens fartøj samtidig, så hans gradvise halen ind på ISS kan følges mens det sker.

Man skal dog ikke satse sine sparepenge på en overraskende vinder af det kapløb, for alt er beregnet ned til mindste detalje, sekund og meter, og vi ved allerede nu, at koblingen sker på fredag mellem klokken 9.40 og 9.50.

Vinduet på 10 minutter skyldes, at astronauterne har et vist judgement i forhold til nøjagtig, hvornår det endelig rendezvous finder sted.

»Det ligner lidt et trafikuheld, når det sker. Men det er det ikke. Det hele er kontrolleret og foregår altid i god ro og orden,« sagde den spanske ESA-astronaut Pedro Duque, som var en livlig og vidende kommentator ved opsendelsesarrangementet i Industrien Hus her til morgen.

Pedro Duque har været på rumstationen ad to omgange. Den første gang blev han opsendt med rumfærgen Discovery fra Kennedy center i Florida i 1998.

Den anden gang var i 2002 med en Sojuz-raket fra Bajkonur. Det var da kun anden gang, at Sojuz blev sendt til rumstationen i den udgave, som Andreas Mogensen også blev her til morgen, 16 opsendelser senere.