Samsungs supermobil sælger stort

Den nylancerede topmodel Galaxy S4 har på lidt under en måned sat en markant salgsrekord. Men der er tvivl om tallene.

Foto: DADO RUVIC

Den hurtigst sælgende smartphone nogensinde rammer en milepæl denne uge - men denne gang er det ikke et Apple-produkt, men derimod en Android-mobil fra Samsung, der tales om.

Galaxy S4, der blev sat til salg for godt en måned siden, rammer nemlig denne uge ti mio. solgte eksemplarer, og det gør mobilen til en helt usædvanligt hurtigt sælgende sag.

I flere medier har Samsung forklaret, at Galaxy S4 sælger langt hurtigere end sin forgænger - men efterfølgende har selskabet overfor The Wall Street Journal måttet uddybe, at der altså er tale om salg til teleselskaberne, ikke til slutkunderne.

Teleselskaberne er de største opkøbere af mobiler, og selv om der har været stor efterspørgsel på den nye Galaxy, er der endnu ikke lavet opgørelser over, hvor mange der er endt i baglommen hos en mobilbruger.

Ikke desto mindre markerer sydkoreanerne stadigt stærkere på mobilscenen, hvor de forlængst har overhalet både Apple og Nokia. iPhonen har længe været den bedst sælgende smartphone isoleret set, men Samsung tilbyder ikke blot een, men et mylder af smartphones, der tilsammen sælger markant bedre end Apples iPhones.

Alene Galaxy-topmodellerne har for vane at komme i bundter af forskellige udgaver, eksempelvis i miniudgaver eller sportsudgaver - og i øjeblikket rygtes en Galaxy S4 Active på vej, hvilket Samsung dog ikke selv har bekræftet.

Galaxy S4 får dog skarp konkurrence fra HTCs comeback-produkt, HTC One, der er skåret i aluminium, hvor Galaxyen fortrinsvis er en plastic-sag.

Ifølge nye tal har Googles Android-system nu rundet 75 procent af alle nysalg af smartphones.