Samsung opruster forud for Apples nye iPhone

Galaxy Note 4 blev lanceret onsdag på Europas største forbrugerelektronikmesse, hvor Asus også fremviste sit ZenWatch-armbåndsur.

Galaxy Note 4 på 5,7 tommer er Samsungs nyeste topmodel. Den blev onsdag fremvist i Berlin af topchefen for Samsung Mobile, D.J. Lee. Foto: Rainer Jensen, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: RAINER JENSEN

BERLIN: Galaxy Note 4 er som ventet Samsungs nyeste våben i kampen om verdens mobilkunder, mens PC-giganten Asus kaster sig ind på markedet for såkaldt smarte ure med sit eget ZenWatch.

Teknologigiganterne tog onsdag forskud på fredagens åbning af Europas største forbrugerelektronikmesse, IFA, i Berlin, hvor der de næste dage bliver solid kamp om opmærksomheden, mens alle de store - og temmelig mange af de små - præsenterer deres nyskabelser.

I metalramme og med bedre pen

Samsung, der er verdens største mobilproducent, satser med sin nye 5,7 tommer store Galaxy Note 4-telefon i metalramme på at holde førerpositionen, vel vidende at ærkerivalen Apple 9. september ventes at lancere sin nye iPhone 6.

Galaxy Note 4 er den seneste model i Samsungs serie, og den er udstyret med en forbedret digital pen (S Pen) og tilhørende software, så man kan skrive noter uden at skulle bruge skærmtastaturet. Det er også gjort lettere at have flere programmer kørende ved siden af hinanden på skærmen. Telefonen har et kamera med en opløsning på 16 megapixler og kommer med en fire gange HD-opløsning (2.560 x 1.440 pixler) på en super-AMOLED-skærm, som kendes fra den nye Samsung Galaxy Tab S-tavlecomputer, og som giver meget klare og dybe farver. Der er desuden fingeraftrykslæser, hurtig opladning, ekstra energibesparelse og flere mikrofoner, så man kan optage og lytte til bestemte stemmer i en gruppesamtale. Galaxy Note 4 er dog ikke vandtæt som Galaxy S-serien af mobiltelefoner, og den har samme størrelse som forgængeren, Galaxy Note 3.

Prisen bliver 6.000 kroner, når telefonen når butikkerne i oktober. Galaxy Note-telefonerne har altid ligget i den dyre ende af skalaen.

Man kan tilkøbe et virtuelt hovedsæt, Gear VR Innovator Edition, med en nylonstrop, så man kan fastgøre Galaxy Note-telefonen foran øjnene og spille spil eller se film.

Skal holde Apple stangen

Samsung har de seneste kvartaler mærket, at mobilmarkedet tager af i mange lande, som er mættet. Galaxy Note-serien har høstet flotte anmeldelser siden 2011, hvor den var den første egentlige, rigtigt store telefon på markedet i den kategori, som på engelsk kaldes »phablet«, altså en blanding mellem en (stor) telefon og en (lille) tavle-PC. I begyndelsen var der hovedrysten over størrelsen, men den har vist sig overraskende populær.

Galaxy Note 4 skal derfor holde Apple stangen, selv om den umiddelbart mere er en udvikling af den forrige model end egentligt nyskabende. Den amerikanske IT-gigant sælger fortsat mange telefoner men er ligeledes presset, og navnlig salget af iPad-tavle-PCerne er gennem mange kvartaler gået en del tilbage, hvorfor Apple med sin iPhone 6 også skal bringe indtjeningen op igen. iPhone 6 ventes at komme i to størrelser: 4,7 og 5,5 tommer. Den nyeste iPhone 5S har en fire tommer stor skærm.

Samsungs hidtidige topmodel er Galaxy S5-telefonen, som kom i april.

ZenWatch er Asus' første

Også taiwanske Asus tyvstartede onsdag med præsentationen af sit første smarte armbåndsur, ZenWatch - foruden nye ultrabærbare PCer og en ny syvtommer tavl-PC, Memo Pad 7.

ZenWatch, som har en firkantet skærm med runde hjørner og kører på Googles mobilstyresystem Android, er det seneste af de smarte armbåndsure og andre små computerdimser, som kan bæres på kroppen - på engelsk kaldet »wearables«. Sony, Samsung, LG og andre af de store har tilsvarende produkter, hvor man fra urets skærm kan klare enklere opgaver som f.eks. at læse SMS-beskeder, e-mails, besvare telefonopkald og fotografere. Armbåndsurene og armbåndene er typisk koblet trådløst til en mobiltelefon via Bluetooth, og mange af dem rummer også småprogrammer, som følger med i ens sundhedstilstand og motion - oplysninger, som efterfølgende overføres til telefonen, så man kan lave statistikker og sammenligne sig med andre eller med gennemsnittet.

Det 75 gram tunge ZenWatch har en AMOLED-skærm på 1,63 tommer med en opløsning på 320 x 320 pixler og har fire gigabyte lagerplads.

Smarte ørenringe på vej

Samsung præsenterede i sidste uge sit nyeste smarte ur, Gear S, hvor man kan telefonere uden at skulle koble uret på en telefon.

Asus fortalte på sin pressekonference, at man arbejder på smarte ørenringe, men at der endnu ikke er færdige produkter klar.

IFA-messen åbner først fredag og varer til og med tirsdag. Den er åben for alle og dækker næsten 150.000 kvadratmeter.

Berlingske dækker IFA på www.business.dk/digital, www.b.dk/tech og i den trykte avis. Berlingske er inviteret af Branchen Forbrugerelektronik (BFE).