Samsung klar med Android-konkurrent

Alternativ til Apple- og Google-telefoner på vej fra verdens største mobilproducent.

Sådan ser den nye Tizen-telefon fra Samsung ud. Styresystemet ligner måske Android lidt, men det er Samsungs eget. Premieren bliver i Rusland til efteråret. Foto: Samsung Fold sammen
Læs mere

Verdens største mobilproducent gør klar til at gøre op med Android-herredømmet over mobilmarkedet ved til efteråret at lancere den første smartphonetelefon med det nye styresystem Tizen.

Sydkoreanske Samsung, som siden begyndelsen af 2012 har været verdens største producent af mobiltelefoner, sender i løbet af 3. kvartal den 4,8 tommer store Samsung Z-telefonen på markedet i Rusland i et forsøg på at gøre sig fri af det Google-styrede Androids tøjler.

Senere skal telefonen ud i andre lande.

Premiere i smart ur i februar

Samsung har allerede tyvstartet med Tizen, som også ligger inden i de smarte Gear 2-ure, som mobilgiganten lancerede på verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona i februar i år.

Tizen er Samsungs eget styresystem. Samsung er i dag den ubestridt største producent af Android-udstyr, som også dominerer mobilmarkedet. Over 80 procent af alle producerede smartphonetelefoner i verden kommer med Android som styresystem. Det gør det sværere for producenterne at skille sig ud fra mængden, og der er nogen nervøsitet for den magt, som de næsten nordkoreansk høje procenttal giver Google.

Navnlig har Samsung et ønske om at frigøre sig fra de mange Google-tjenester, der er en fast bestanddel af Android-universet.

Tizen er dog, ligesom Android, baseret på styresystemet Linux og er tiltænkt at skulle kunne bruges i også kameraer, fjernsyn og bærbare pc'er.

Læner sig op ad Galaxy S5

Samsung Z har fået mange anerkendende nik for sine specifikationer, der i vidt omfang matcher Samsungs topmodel, Galaxy S5. Samsung Z kommer med fingeraftrykslæser og vil ifølge Samsung være langt hurtigere, når man er på nettet, ligesom applikationerne arbejder bedre end i Android-verdenen. Telefonen har en SuperAmoled-skærm i en opløsning på 1.280 x 720 billedpunkter. På bagsiden er et kamera med en opløsning på otte megapixler. Der er to gigabyte RAM-arbejdshukommelse og 16 gigabyte lagerplads. Blandt programmerne på telefonen er Samsungs sundhedsserie S Health. Telefonen kan bruge det nye 4G-/LTE-mobilnet med de høje datahastigheder.

Tizen får sin egen applikationsbutik på nettet, som dog rummer langt færre applikationer - eller småprogrammer - end Googles tilsvarende Play-butik.

Samsung Z blev præsenteret forud for Tizen-udviklerkonferencen i San Francisco i USA.