Saltskinne stopper dræbersneglen

En fynsk opfinder har konstrueret en saltskinne, der dræber eller holder dræbersneglene ude af haven.

For en gangs skyld er der godt nyt til de tusinder af snegletraumatiserede haveejere, der hver sommer må se deres ligusterhække og stauderbede fortæret af dræbersnegle.

For mens Villy Søvndal stadig tænker over, præcist hvordan hjemmeværnet skal sættes ind over for de slimede bæster, har en fynsk opfinder udtænkt en løsning på problemet - mener han selv.

Ole Knudsen har lavet en såkaldt saltskinne, som skal placeres uden om haven, skriver Fyens Stiftidende.

Når sneglene møder skinnen, stopper de enten op og venter i dagevis indtil de dør, eller også går de øjeblikkeligt løs på skinnen og dør.

- Dræbersnegle tåler som bekendt ikke salt. Det dræber dem. Mange har derfor lagt en stribe salt ud for at beskytte deres have. Men det har den ulempe, at saltstriben opløses i regnvejr, mister sin virkning og skader miljøet, fortæller Ole Knudsen til Fyens Stiftidende.

Skinnen er designet så regnvand ikke kan skylle salten væk. Og når fugten opløser salten, bliver den i skinnen og virker stadig mod sneglene.

Halvdyr løsning

Opfinderen vurderer, at en mindre have vil koste et par tusind kroner at dække haven ind. Men man kan også nøjes med at lægge skinner langs hækken til den forræderiske nabo, der ikke har taget kampen op mod horderne af iberiske dræbere.

Ole Knudsen har nu søgt patent på saltskinnen og er i kontakt med et firma, så den kan komme handelen inden næste års snegle-invasion.