Ruslands glemte Golgata

Glemslen og ligegyldigheden sænker sig over Stalins forbrydelser, siger menneskerettighedsgrupper og præster. For at værne om mindet har den ortodokse kirke indviet en ny helligdom ved en massegrav fra Stalin-tiden.

Josef Stalin, Sovjetunionens leder 1924-53. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

BUTOVO: Jevgenij Sirotinin lader en finger løbe over navnene på de døde. Han er kommet for at finde sin farfar, men et sted midt i den lange liste må han give op. Listen virker endeløs.

Muren omkring den tidligere militærbase er dækket med mindetavler. På hver eneste står 20 navne og for hvert navnen fødselsdato og dødsdag. Langt de fleste blev skudt et sted mellem juli 1937 og november 1938.

»Jeg troede, jeg kunne finde ham med Guds hjælp. Men ingen viser mig vej,« siger 66-årige Jevgenij Sirotinin lavmælt. Tårerne triller ned af hans kinder.

Jevgenij mistede både sin far og sin farfar under 1930ernes stalinistiske blodbad, den såkaldte Store Terror. Han er rejst i tre timer for for første gang at se det sted, hvor hans farfar i 1937 blev skudt som »folkefjende«.

Området er stadig omkranset af pigtråd og bærer navnet »Butovo Polygon«, eller Butovo skydebane, nøjagtig som dengangi 1930erne, da det husede en afdeling af Stalins frygtede hemmelige politi, NKVD, det er i denne måned for 70 år siden skydebanen blev forvandlet til henrettelsesplads, efter Stalin havde beordret sine blodige udrensninger. Mindst 21.765 mennesker blev skudt og smidt i åbne massegrave i Butovo i Moskvas sydlige udkant.

Resterne af de døde ligger i dag under lange, lige jordvolde, der næsten forsvinder under det knæhøje, uslåede sommergræs. Kun et simpelt trækors og lille trækirke markerer, at stedet er et af den russiske hovedstads væsentligste mindesmærker for de tusinder, ja millioner, af mennesker, som blev myrdet, deporteret eller udskrevet til tvangsarbejde i 1930ernes og 1940ernes Sovjetunionen. Der ikke er noget museum på stedet, ingen forklarende skilte og ingen offentlig transport kører herud.

Mel gemt i teddybjørnen
Jevgenij Sirotinin har i årevis søgt i arkiverne for at finde oplysninger om, hvor og hvordan hans farfar mistede livet. Først for nyligt lykkedes det. I et af de 18 store bogbind med navne over de døde ved Butovo stod farfaren, der var fabriksarbejder, opført. Han blev skudt for angiveligt at have modarbejdet kommunistpartiet. Og det er ikke så underligt, at Jevgenij ikke kan finde farfaderens navn på mindepladerne. Han er blandt de tusinder, som endnu ikke er kommet op at hænge på grund af pengemangel, fortæller den lokale præst.

For Jevgenij vækker stedet minder om hans barndom i Stalin-årene. Han har aldrig kendt sin far, der blev dømt til tvangsarbejde i en Gulag-lejr i Sibirien i 1941. Da Jevgenij var ni år gammel, døde faderen af sygdom og dårlig ernæring. Jevgenij selv voksede op i en primitiv arbejdslejr i det nuværende Kasakhstan sammen med sin mor.

»Jeg husker, at vi modtog en teddybjørn fra nogle familiemedlemmer. Jeg græd, da min mor sprættede den op. De havde skjult mel og ærter inde i bamsen, men det forstod jeg ikke dengang,« fortæller han om tiden i lejren.

Det varede 12 år indtil Stalins død i 1953 før de kunne vende tilbage til Moskva.

I dag er det den ortodokse kirke, der kæmper for at holde liv i minderne om Stalin-tiden på stedet. Takket være en donation fra en russisk rigmand kunne den i sidste måned indvie en hvid stenkirke, som nu tårner sig op på den anden side af pigtrådshegnet. Ud over et engangsbeløb for to år siden har myndighederne ikke ønsket at støtte den lille mindepark, fortæller den lokale præst i kirken, Daniil.

»Vi har penge til kirken, men ikke til at vedligeholde hele området,« siger han og peger mod et par af mindetavlerne, som er blæst ned fra muren.

»Stedet er åbenbart ikke så vigtigt for myndighederne,« siger han.

Værre end fascismen
I stedet for et officielt mindemærke er området derfor blevet omdannet til en helligdom for den ortodokse kirke. De omkring tusind præster, som blev skudt på dette sted, er blevet udnævnt til martyrer af den russiske kirke. 300 af dem er endda blevet kanoniseret som helgener. De er nu afbilledet på gyldne ikoner i den lille trækirke midt på den gamle skydebane. På nogle af ikonerne er massehenrettelserne afbilledet. Man ser soldater pege deres geværer mod knælende præster.

»Det var kristne, som blev skudt, fordi de var kristne. Derfor er der mange, som kalder stedet for Ruslands Golgata,« siger præsten med en henvisning til det sted, hvor Jesus ifølge bibelen blev korsfæstet.

Men kirkens måde at mindes de dræbte på, mødes ikke udelukkende med sympati. Nogle historikere anklager tværtimod den ortodokse kirke for at monopolisere mindet om de døde.

»Vi har ikke noget imod, at der bygges kirker på stedet. Men hvorfor er der ikke nogen synagoge og ikke nogen moské? Og hvorfor er der ikke noget minde for de 90 procent af de døde, som var ateister,« spørger Boris Besinkin, der er arkivansvarlig hos menneskerettighedsorganisationen Memorial.

Ofrene på Butovo tæller så forskelligartede grupper som russiske bønder og fabriksarbejdere, tyske kommunister, lettiske forfattere, jøder, handicappede og kinesiske gæstearbejdere. Selv de officerer, som stod bag henrettelserne, blev skudt på dette sted, da terroren begyndte at ebbe ud.

Jevgenij Sirotinin er taknemmelig for det mindesmærke, som trods alt er blevet rejst.

»Nogle gange tænker jeg, at det, der skete dengang, var værre end fascismen. Hvis vi virkelig forstod, hvad der skete, så ville folk ikke være, som de er i dag. Så ville det sovjetiske menneske holde op med at eksistere,« siger Jevgenij Sirotinin.