Rusland vil lave sin egen Wikipedia

Oplysningerne om Rusland i internetleksikonet er ikke troværdige nok, så nu skal der laves en alternativ, russisk udgave.

Den russiske præsident Vladimir Putin har i år strammet kontrollen med Internet flere gange. Nu skal der laves et russisk alternativ til netleksikonet Wikipedia. Arkivfoto: Mikhail Klimentjev, RIA Novosti/Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: RIA NOVOSTI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rusland er gået i gang med at forberede sin egen udgave af internetleksikonet Wikipedia.

Det sker ifølge en meddelelse fra Boris Jeltsins Præsidentielle Bibliotek, fordi Wikipedia lige nu »ikke har tilstrækkeligt detaljerede og troværdige oplysninger om russiske regioner og livet på landet«.

Wikipedia på 288 sprog

Wikipedia er et af de mest besøgte netsteder i verden. Onlineleksikonet skrives af brugerne og findes nu på 288 sprog. Alle kan skrive og redigere artiklerne, og et system af frivillige redaktører tager sig af at sikre, at leksikonet holder en saglig og så neutral stil som muligt, om end der ikke kan gives garanti for det.

Den russisksprogede udgave af Wikipedia har lige nu 1,16 millioner artikler, hvor den dansksprogede ligger på 192.000 artikler.

Det præsidentielle bibliotek har nu fra 27 biblioteker i landet indsamlet omkring 50.000 bøger og dokumenter, som skal portrættere Rusland »objektivt og præcist«.

Det er uklart, om adgangen til den originale, russisksprogede Wikipedia påvirkes, ligesom man ikke ved, hvor vid adgangen til at kunne redigere siderne i det nye opslagsværk bliver.

Kontrol med Internet strammes

Rusland har gennem en tid strammet kontrollen med Internet og adgangen til oplysninger her. Siden februar 2014 har myndighederne haft ret til at blokere for adgang til netsteder uden en dommerkendelse. I marts blev de to første netsteder, som var kritiske over for præsident Vladimir Putin, blokeret, og i august indførte Rusland ny lovgivning, som kræver, at bloggere, der har flere end 3.000 daglige læsere, skal registrere sig hos myndighederne.

I september indførte Rusland lynkrav om, at alle udenlandske IT-virksomheder allerede fra nytår skal lagre deres brugerdata inden for Ruslands grænser. Også det ses som et forsøg på at giver de russiske myndigheder bedre mulighed for at kontrollere og styre informationsstrømmen, mener menneskerettighedsorganisationer.

Vladimir Putin har tidligere kaldt Internet for »et CIA-specialprojekt«.