Rumsonde sender skarp rapport om grænsen til det interstellare rum

Det er kun det andet menneskeskabte objekt nogensinde, der forlader Solsystemet.

NASA-billedet fra 15. august 2017 viser en af Voyager-rumsonderne. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT

Fem nye studier, der netop er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Nature Astronomy, afslører nu, at rumsonden Voyager 2 har passeret grænsen mellem vores solsystem og det såkaldte interstellare rum - rummet mellem stjernerne.

Det skriver Videnskab.dk.

»Vi har ventet på at Voyager 2 skulle indhente Voyager 1 og nå grænsen mellem solvinden og den interstellare vind (...) Nu kan vi endelig blive klogere på, hvor langt boblen (udstrækningen af Solens påvirkning, red.) rækker, og hvordan den interagerer med det interstellare rum,« siger Edward C. Stone, der er professor i fysik ved California Institute of Technology og en del af holdet bag Voyager-missionen, i en pressebriefing på Nature's hjemmeside.

Voyager 2 er blot det andet menneskeskabte objekte nogensinde, der krydser grænsen. Voyager 1 gjorde det i 2012, men noget af dens måleudstyr var i stykker.

Voyager 2 er altså i langt højere grad i stand til at måle ændringerne i miljøet, da nogle af Voyager 1’s instrumenter gik i stykker allerede i 1980.

»Det er stort, at Voyager nu har passeret, fordi dens instrumenter virker endnu. Nu har vi en markant bedre idé om, hvordan overgangen ser ud, og det hjælper os med at finde ud af, hvordan der ser ud i vores egen Mælkevej og i det store rum mellem stjernerne,« siger Anja C. Andersen, der er professor i Astrofysik og Planetforskning på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Netop fordi Voyager 2 har et intakt plasmainstrument var en af de ting, den kunne måle, da den nåede udkanten af solsystemet og passerede heliopausen den 5. november 2018, en stadig stigende tæthed af varm og tæt plasma.

»Når solen skinner blæser den materiale til alle sider. Det kalder man solvinden. Selvom den gas, den skubber, er meget tynd, bliver den samlet i en rand i udkanten af solsystemet - lidt ligesom en sneplov, der samler sne,« siger Anja C. Andersen.

Direkte observationer fra Voyager 1 og 2 i det interstellare rum udenfor solsystemet kan være med til at opklare, hvilken teori om heliosfærens udformning, der er mest rigtig.

Derfor arbejder forskerne også på at få rumsonderne til at sende data til Jorden i så lang tid som muligt.

»Når man tænker over det, er det allerede vildt imponerende at de stadig er i arbejde. De blev sendt op i 1977, og de er stadig i stand til at sende signaler til Jorden fra det interstellare rum. Afstande, som er meget længere, end de egentlig var beregnet til,« siger Anja C. Andersen.

Faktisk kunne Voyager 1 og 2 da heller ikke sende data over så lange afstande i 1977. Vi kunne i hvert fald ikke have opfanget dem dengang. Det kan vi kun, fordi teknologien her på Jorden er blevet bedre, og vi med vores teleskoper i dag er i stand til at måle signaler meget længere væk.

At vi stadig har kontakt med Voyager 1 og 2 er ifølge Anja C. Andersen en stor gevinst. Det giver os nemlig mulighed for at lave meget bedre observationer af universet udenfor Mælkevejen.