Robotterne er her

Informations-adroiden "Chihira Kanae", der er skabt af Toshiba, besvarer gæsternes spørgsmål ved en interenational rejsemesse i Berlin. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Under en rejse i sidste måned i Japan gik vejen forbi det nationale »fremtidsmuseum« Miraikan. Turen derud foregår med førerløst tog over motor-veje og forbi skinnende skyskrabere i Tokyos futuristiske bydel Odiba, og i selve det voluminøse museum bliver man mødt af nogle af de ypperste robotter, der fremstilles i den teknologibegejstrede nation.

En af dem er naturligvis den verdenskendte Honda-robot Asimo, der bl.a. kan løbe, gå op ad trapper og sparke præcist til en fodbold. Men mere fascinerende er museets relativt mange androider, altså menneskelignende robotter. Flere af dem er i øvrigt skabt af den karismatiske japanske robotforsker og androide- konstruktør Hiroshi Ishiguro, der bl.a. har udviklet en tro kopi af sig selv.

En af hans frembringelser er Otona- roid, en nydelig kvinderobot, som museumsgæsterne kan føre en ganske almindelig samtale med og samtidig få til at smile eller se undrende ud. En anden er Kodomoroid, som er verdens første androide-nyhedsoplæser.

Hun ligner en stor pige, hvilket er hensigten, for med sin let barnlige stemme er hun skabt for at få børn og unge til at fatte større interesse for verdens aktuelle indretning.

Kodomoroid kan tale flere sprog, skifte stemmeleje og oplæse nyheder kontinuerligt 24 timer i døgnet. Som sådan er hun lettere skræmmende, ikke mindst set fra et synspunkt, som denne skribent uvilkårligt repræsenterer: mediernes og journalisternes.

Med mig i rygsækken på fremtids- museet havde jeg en indsigtsfuld og tankevækkende amerikansk bestseller, IT-guruen og iværksætteren Martin Fords »Rise of the Robots« med undertitlen (oversat til dansk) »Teknologi og truslen om en arbejdsløs fremtid«.

Heri kan man bl.a. læse om en kunstig intelligens ved navn Quill, som er i stand til at producere en nyhedshistorie på 30 sekunder — det vil sige 120 i timen. Den avancerede software, der kan spytte den ene nyhed efter den anden ud om alt fra sport over business til naturkatastrofer, bliver angiveligt benyttet af et stigende antal amerikanske medier, herunder Forbes.

Læserne gennemskuer sjældent, at en maskine har skrevet de typisk små og factdrevne artikler, for de bagvedliggende algoritmer sikrer en vis sproglig afveksling. Kreativitet kunne man også kalde det. Så god er Quill, at »han« og hans fremtidige ligesindede meget vel kan komme til at stå bag op mod 90 procent af alle amerikanske nyhedsartikler, når vi skriver 2030. Bliver det spået.

Den amerikanske »reporterrobot« benytter sig af en række af de samme tricks som den kraftfulde IBM-computer Watson, der skabte overskrifter verden over, da den i 2011 slog de to bedste amerikanske deltagere nogensinde i TV-quizshowet Jeopardy. Det var en bedrift langt, langt større end Deep Blue-computerens sejr i 1997 over skakstormesteren Garry Kasparov, skriver forfatteren.

Det indebærer, at Quill i sin evige nyhedshunger cykler rundt i enorme databaser og finansielle systemer samt på websider og sociale medier. Undervejs anvender den sine algoritmer på at opspore de mest aktuelle og centrale oplysninger om en given sag, hvorefter den væver det hele sammen til en logisk fortælling.

Med andre ord: farvel (måske) til de fleste journalister og goddag til robotten som leverandør af døgnets vigtigste nyheder.

Journalister er imidlertid langtfra de eneste, der risikerer at blive overflødiggjort af den eksplosive teknologiudvikling. Selv softwareprogrammører og andre IT-specialister er i begyndende fare, hvilket allerede kan aflæses i form af stigende arbejdsløshed i USA blandt nyuddannede på området. For computerne gør i stigende grad arbejdet selv. De er ved at blive ikke bare selvudviklende i en proces, der minder om darwinistisk evolution, men også selvreparerende.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

F.eks. anvender Facebook et avanceret »Cyborg«-system, der konstant overvåger titusinder af computerservere, opdager problemer og i mange tilfælde selv udbedrer fejlene. Så effektivt er systemet, at den sociale mediegigant kan nøjes med en enkelt tekniker til at overvåge 20.000 computere.

En anden gigant, Google, har taget patent på kunstig intelligens, der kan levere meningsfulde svar på email- henvendelser og selv lægge begavede kommentarer ud på sociale medier.

Martin Fords konklusion er skræmmende: Om få årtier risikerer vi at befinde os i en verden med væsentlig større social ulighed end i dag – hvor nogle få, der sidder på toppen af apparatet til produktion af kunstig intelligens og robotter, er styrtende rige, mens næsten alle vi andre, masserne, henslæber dagene i armod og lediggang. Måske med virtual reality som eneste trøst og flugtmulighed.

Det tænkte jeg over, da jeg efter besøget på det japanske fremtidsmuseum vandrede over i et shoppingcenter, hvor jeg som det første blev mødt af en informationsskranke med en talende og ganske hjælpsom androide bag disken.