Robotter er Googles nye hobby

Google har over weekenden bekræftet købet af en af verdens mest avancerede robot-producenter. Det er Googles seneste i rækken af robot-opkøb i år. Men hvad skal søgegiganten bruge robotterne til?

Google har over weekenden bekræftet købet af en af verdens mest avancerede robot-producenter. Googles seneste i rækken af robot-opkøb i år. På billedet set den menneskelignende »Atlas«. Spørgsmålet er, hvad Google skal bruge robotterne til. Foto: Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: TYRONE SIU
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En skærende og mekanisk dundren, som nærmest lyder levende. Illusionen om noget organisk bliver endnu mere tydelig, da det mastodontiske og robuste dyr løfter den ene skulder og støtter på forbenet. Dernæst den anden skulder, hvorved den får rejst sig og finder balancen, mens udstødningsrøg hvirvler rundt om den.

Den spjætter et par gange og orienterer sig. Dernæst er det afsted. Først en lunten og senere i regulær galop. På et tidspunkt i slowmotion, hvor det er tydeligt, at aluminiumslemmerne bevæger sig i smuk synergi. Nærmest som en nutidig rekonstruktion af fotografens Eadweard Muybridge ikoniske fotoserie af væddeløbshesten Sallie Gardner fra 1878, der for første gang beviste, at heste løfter alle fire ben, når de galopperer. Det samme gør den adrætte robot, afslører slowmotion-optagelserne.

Hvor Muybridges billeder var en fototeknisk og naturvidenskabelig milepæl, er videoen af den galopperende robot et imponerende studie i mekanikkens anatomi og et vidnesbyrd om, hvor langt mennesket er kommet i at skabe noget, vi altid har arbejdet hen imod og som har fascineret. Robotter og kunstigt liv.

De levende billeder, som omtales ovenfor, er af robotten WildCat. Videoen blev lagt på nettet for to måneder siden og tiltrak sig straks stor opmærksomhed. 15 millioner gange er videoen indtil videre blevet set. Men ikke kun WildCat tiltrak sig opmærksomhed. Også skaberne bag, firmaet Boston Dynamics, trak overskrifter. Ikke kun med den hundelignende robot WildCat, men også med mere menneskelignende robotter som Atlas.

Også søgegiganten Google har holdt et skarpt øje med Boston Dynamics og de robotter, selskabet de seneste år har præsteret.

Google bekræftede nemlig op til weekenden over for The New York Times, at de har opkøbt selskabet og de dertilhørende robotter BigDog, Cheetah, WildCat og Atlas. Hvad Google måtte betale for robot-virksomheden ville søgegiganten ikke ud med overfor den amerikanske avis.

Det mest interessante spørgsmål er imidlertid heller ikke, hvor meget Google har betalt, men i højere grad hvad Google i alverden skal bruge en mindre hær af robotter til.

Det er nemlig ikke noget impulskøb fra Googles side. Graver man lidt og kigger på Googles udgifter i år, så er Boston Dynamics langt fra den eneste robot-virksomhed, de har købt. Faktisk er det blevet til hele otte af slagsen alene i 2013. Listen tæller primært amerikanske selskaber, men også et enkelt japansk foretagende, Schaft Inc., der udvikler menneskelignende robotter.

Menneske og maskine smelter sammen

De fleste kender dog primært Google som det sted, man går hen på nettet, når man søger efter noget. Her passer robotter ikke særlig godt ind. Men Google er meget mere end det.

Ét bud på, hvad de massive investeringer skal bruges på, er temmelig åbenlyst. Google arbejder allerede på, at mennesker og teknologi skal smelte sammen. Selskabets Android-telefoner styres i højere og højere grad med stemmen og bliver hele tiden mere intelligente, så de eksempelvis kan udregne den hurtigste vej, når du skal hjem, eller automatisk finde dit boardingpas, når du ankommer til lufthavnen. En slags personlig assistent.

Google arbejder også på den intelligente brille »Google Glass«, der lader dig tage billeder, svare på mails og kommunikere med levende billeder direkte fra dine briller. Som en digital forlængelse af din telefon.

Her virker et øget fokus på robotter meget naturligt, da det vil »smelte« menneske og maskine yderligere sammen. Muligvis som en slags exoskelet - altså en robotdragt, du tager på, som giver ekstra kræfter og udholdenhed. Nyttig til militæret eller andre erhverv, hvor der skal transporteres tunge læs. Eller til gangbesværede og ældre.

Netop sidstnævnte gruppe, de ældre, eller rettere alderdom, var også noget Google i år gik i gang med at finde en løsning på. I et stort interview i TIME i september måned løftede Google sløret for et nyt datterselskab: Calico. Et Google-ejet selskab med fokus på sundhed og alderdom og med det erklærede mål at »finde løsningen på døden«.

Google har også allerede en fod indenfor robot-branchen. Blandt andet med selskabets selvkørende biler, som i flere stater i USA er gjort lovlige i test-øjemed. Målet er at gøre det mere sikkert og effektivt at køre bil.

»Et af de største problemer, vi arbejder med i dag, er bilsikkerhed og effektivitet. Vores mål er at hindre trafikuheld, spare folks tid og reducere co2-udslippet ved grundlæggende at ændre brugen af biler,« har Google-ingeniør Sebastian Thrun tidligere skrevet i et blogindlæg. Derfor virker den øgede interesse i robotter også ganske naturlig, da Google så kan automatisere andre processer.

Et andet aspekt er selskabet Amazon, som i denne måned præsenterede noget af en nyhed. I en nær fremtid vil selskabet levere mindre pakker ved hjælp af droner. Altså små helikoptere, der ved hjælp af gps-systemer og kameraer kan levere dine varer direkte på din bopæl.

Droner bliver mere og mere almindelige og udbredte, fordi de har mange anvendelsesmuligheder, hvorfor det også virker fornuftigt for Google at arbejde på. Det kunne være nyttigt eksempelvis i forhold til Googles igangværende arbejde med at kortlægge hele verden i Street View-formatet.

Et andet sted, hvor robotterne kan blive relevante, er hos søgegigantens »hemmelige« afdeling, Google X. Det er her, hvor de rigtig skøre idéer hos Google får luft under vingerne. Som eksempelvis Google Glass, Googles selvkørende biler og Google Loon.

Sidstnævnte er et projekt, der skal give hele verden internet ved hjælp af balloner. Metoden går på at sende en ukendt antal balloner op i stratosfæren, over fly og vejr, som sender internetsignaler ned til modtagere på jordoverfladen. Idéen er, at man så kan få internet til egne af verden, som ellers ikke er dækket.

Man har forsøgt sig med ordningen i New Zealand og er i øjeblikket i gang med at udbygge forsøget. Her kunne robotter til at navigere ballonerne, justere signaler og vedligeholde dem også være en mulighed.

Forhåbentlig bliver 2014 året, hvor Google løfter mere af sløret for, hvad de massive robot-investeringer skal munde ud i.