Rigspolitet siger farvel til IT-chef

Kun få måneder efter at politiets skandaleramte IT-system Polsag blev skrinlagt, forlader den ansvarlige chef nu posten.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens ekkoet af skandalen om det milliondyre og nu skrinlagte IT-system, POLSAG, stadig runger, valgte Rigspolitiet tidligere i dag at vinke farvel til chefen for politiets IT, Lars Guld Fuglsang. Det meddeler rigspolitiet i dag.

Afskeden kommer blot tre måneder efter at regeringen valgte at skride ind over for den fortsatte udvikling af IT-systemet POLSAG, der efter talrige forsinkelser og store problemer stadig ikke var blevet færdigt. Systemet endte med at koste op mod en halv milliard kroner.

POLSAG skulle have været et af politiets mest centrale IT-systemer, og har været undervejs siden 2005, hvor blandt andet politiets kredsform gjorde det nødvendigt at udskifte det ældgamle POLSAS-system.

Allerede dengang pegede både Visionsudvalget vedrørende Fremtidens Politi og konsulenthuset Deloitte på, at skrotningen af POLSAS var en hasteopgave af højeste prioritet - men efter over fem års udvikling, blev systemet altså endeligt aflivet i februar. Det skete efter at et pilotprojekt på Bornholm havde vist store problemer med det nye system.

Den nu forhenværende IT-chef, Lars Guld Fuglsang, tiltrådte dog først sin stilling sent i 2009 - og ifølge de oprindelige udmeldinger var det hensigten, at systemet skulle have været i drift allerede i 2008.

Ifølge rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, er der ikke tale om en fyring, men om en fratrædelse, der sker efter gensidig overenskomst.