Professorer: Efter coronaen glemmer vi hygiejnen, og det får fatale følger

Aktuelt er danskerne nærmest historisk renlige. Men sådan var det slet ikke for få måneder siden, og efter coronavirussen vil vi glemme hygiejnen igen, frygter to danske eksperter. Det kan få langt alvorligere konsekvenser, end de fleste forestiller sig.

Den store lære af coronaen bør især blive håndhygiejne, mener to professorer. Hvis vi kan tage vores forbedrede håndhygiejne med ind i fremtiden efter pandemien, kan det sandsynligvis blive livsforlængende. Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

I årtier har danskernes hygiejne næppe været bedre end i disse inficerede måneder. Der skulle muligvis heller ikke så meget til, kunne man hævde.

Vi vasker og afspritter hænder konstant. Vi tager plastichandsker på i supermarkedet. Vi pudser og gnubber løs på fælles overflader for at fjerne enhver rest af mikroorganismer.