Professor bag global klassiker gør op med FNs »skøre« befolkningsprognoser: »11 milliarder? Aldrig«

FN tager fejl, fastslår norsk professor og medforfatter til alletiders største miljøbestseller. Kloden kommer aldrig til at bugne af hverken ti eller 11 milliarder sjæle. I år 2100 vil vi i stedet være væsentligt færre mennesker på planeten end i dag. Her er forklaringerne – også på, hvorfor menneskehavet ikke er klodens største problem.

Myldretid i New Delhi. Indien har muligvis allerede overhalet Kina som verdens folkerigeste nation. Men et stigende antal lande i Asien melder om dramatisk faldende fødselstal, især som følge af økonomisk vækst og stadigt bedre uddannede kvinder. Roberto Schmidt/AFP/Ritzau Scanpix

Spørger man De Forenede Nationer (FN), kommer vores planet til at summe af omkring 10,4 milliarder bankende menneskehjerter ved næste århundredeskifte.

Det er den slags prognoser, der får visse ihærdige debattører på sociale medier til at advare om, at de svimlende store og tilsyneladende hastigt voksende menneskemængder er klodens absolutte hovedproblem.