Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Tyske forskere har fyldt et uvidenhedshul, som mange nok ikke var klar over, vi havde. Hundens nøjagtige bevægelsesmønster har faktisk været en gåde, og vi har stort set kun vidst, at den bruger alle fire ben, hvis den har dem.
"Hidtil har man kun studeret syge dyr eller koncentreret sig om et enkelt aspekt af bevægelsen," siger Martin S. Fischer, professor i systematisk zoologi og evolutionsbiologi ved Friedrich Schiller universitetet i Jena.
Men nu mener han at have fundet svaret på gåden efter fem års granskning af 337 hunde af 32 forskellige racer. Siden 2006 har han sammen med et hold af zoologer fået de mange hunde til at løbe, trave og lunte foran to højhastighedskameraer, der filmede dem forfra og fra siden.
Fejlagtig placering af led afsløret
Hundene blev desuden optaget med højhastigheds røntgenkamera og udstyret med reflektorer og filmet med infrarødt kamera, så både ledbevægelser og muskelbevægelser blev registreret. Alle optagelserne er efterfølgende analyseret, og på den grundige baggrund kan forskerne fra Jena blandt andet konstatere, at skeletmodeller af hunde hidtil fejlagtigt har placeret skulderled og hofteled i samme niveau.
"Den placering implicerer, at de to led arbejder sammen og er centre for rotationsbevægelsen, men det er forkert, viser vores analyse," siger Fischer.
I løbet af evolutionen har hundens lemmer udviklet sig til at have tre led, tidligere kun to. På forbenene er det skulderbladet, der har udviklet sig som et ekstra led tæt på kroppen, mens det på bagbene er mellemfoden, der har udviklet sig til et ekstra led.
Derfor er det ikke overarmen og låret, som arbejder på sammen, sådan som skeletmodellerne viser, men skulderbladet og låret. Skulderledet holdes næsten immobilt, så bevægelserne i forbenene udgår fra skulderbladet, som de i bagbenene udgår fra hofteledet.
Alle hunde bevæger sig ens
Forskerne har også målt hundenes lemmer og finder, at selvom der naturligvis er forskel på længden af forbenet på en chihuahua og en grand danois, så udgør overarmen altid nøjagtigt 27 procent af hele forbenets længde. Den relative længde af skulderbladet varierer derimod og kan ligge mellem 24 og 34 procent. Skulderbladet udgør den største del af benet hos kortbenede hunde, mens det er relativt lille hos langbenede løbere som greyhounds.
Analyse af bevægelserne viste desuden, at alle hunde følger samme bevægelsesmønster, uanset om de vejer 2 eller 82 kilogram. Leddene i for- og baglemmerne bevæger sit parvis i et mønster, så skulderblad og lårknogle altid er parallelle, og underarmen og mellemfoden altid er parallelle.
Forskerne har samlet et udvalg af de mange billedoptagelser af hunde og udgiver dem til juni i bogen "Hunde in Bewegung", som også retter sig mod almindelige hundeelskere.
Den udgives på forlaget Kosmos, og kan blandt andet købes på Amazon.