Playstation 4 runder seks millioner

Sonys nye spillekonsol har slået Microsofts Xbox af pinden som den mest solgte i USA. Et nyt topspil kan dog hente tabt terræn tilbage.

Her er en mand. Han er glad. Han fik nemlig i februar mulighed for at sælge Sonys nye Playstation 4-spillekonsol i hjemlandet Japan, og det er gået forrygende. Arkivfoto: Kazuhiro Nogi, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: KAZUHIRO NOGI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sony har ramt en bølge med sin nye Playstation 4-spillekonsol, som nu har rundet seks millioner solgte eksemplarer.

Konsollen blev lanceret i Europa og USA i november men fik først premiere i hjemlandet Japan 22. februar, hvor den til gengæld også ser ud til at være kommet godt fra start. Siden da er der solgt 370.000 styk.

Milepælen på seks millioner blev rundet 2. marts, altså fire måneder efter premieren, og Playstation kan lige nu købes i 57 lande. Sony vil ikke ud med særskilte tal for Danmark.

Mest solgt i USA

Ifølge markedsanalysefirmaet NPD Group var Playstation 4 den mest solgte konsol i USA i januar og slog dermed Microsofts konkurrerende Xbox One-konsol af pinden. Xbox One og forgængeren Xbox 360 har ellers toppet salgslisterne i flere år.

Salget af spil er fulgt med op. Ifølge Sony er der solgt flere end 13,7 millioner spil i butikker og via digital download på Playstation Store. De bedst sælgende er »Killzone Shadow Fall«, som har rundet 2,1 millioner eksemplarer, »Knack«, »Call of Duty«, »FIFA 2014«, »Battlefield 4« og »Assassin's Creed IV: Black Flag«.

En række nye spil får i marts premiere til både Playstation 4 og Xbox One-konsol, som også kom i november men først får dansk premiere her i 2014.

Nyt topspil på vej - kun til Xbox One

Xbox One lider under at koste 100 dollars mere end Playstation 4, og det har kunnet mærkes på salget. De seneste officielle tal på salget af Xbox One er 3,5 millioner styk, men 11. marts sender en af verdens største spilproducenter, Electronic Arts, en ny stortitel, »Titanfall«, ud, og det kan kun købes til Xbox One. »Titanfall« ventes at blive et af de største spil i år.