Plask: Ni års amerikansk ydmygelse er slut

Markante milepæle blev rundet, da to amerikanske astronauter søndag aften landede i havet ud for Florida i en rumkapsel fra Elon Musks firma SpaceX. Blandt andet er ni års amerikansk tiggergang hos russerne slut. Landingen åbner for en eksplosion i rumrejsende – men uden en markant dansker på passagerlisten.

Gennem ni år har nationen, der landsatte de første mennesker på Månen, måttet bøje sig i støvet over for sin gamle koldkrigsfjende: Rusland.

For siden de amerikanske rumfærgers definitive skrotning i juli 2011 har USA – og for den sags skyld alle nationer i verden bortset fra Kina – været afhængige af bemandede opsendelser fra Bajkonur-basen i Kasakhstan med driftsikre, men for astronauterne voldsomt ukomfortable russiske Sojuz-raketter.