Da det europæiske atomforskningscenter CERN i Schweiz i tirsdags kunne meddele, at Higgs-partiklen nu formentlig er observeret, var der to aldrende hædersgæster i salen, som også fik  stående applaus i den almindelige feststemning. Den ene var François Englert, den anden var Peter Higgs.

Hvem i alverden er François Englert, vil de fleste af os nok spørge. For selv den mest distræte TV-kigger har hørt navnet Higgs  i denne uge, mens de færreste uden for universiteternes fysik-institutter har hørt om Englert.

Den belgiske partikelfysiker er ellers en af seks forskere, som har lige stor ret til at få deres navne hæftet på den mekanisme, det felt og den partikel som i dag kun bærer den ene af deres navne, Peter Higgs.

- Jeg blev frygtelig forlegen, da en kollega kom hjem fra en konference i 1972 og sagde »Peter, du er berømt«. Ben Lee (fysiker ved Fermilab) havde fremlagt et papir, hvor han krediterer mig for det hele. De andre står bare i en fodnote. Ben havde udspurgt mig om teorien nogle år tidligere ved et selskab, og da jeg stod der med en tallerken i den ene hånd og en drink i den anden, har jeg måske kun talt om, hvad jeg selv arbejdede med, og ikke
refereret til alle de andre. Men Ben skulle virkelig have undersøgt, at flere mennesker arbejdede med det samme, erindrer Peter Higgs, som i årene derefter gjorde nogle forsøg på at rette op på fadæsen, men aldrig med stor succes.

- Jeg er kun ansvarlig for at have gjort opmærksom på partiklen, men teorien var allerede udarbejdet, og jeg var på ingen måde den eneste, der arbejdede med den. Især seks mennesker fortjener anerkendelse for at have udarbejdet teorien, og det er os seks, der modtog Sakuraiprisen i 2010, sagde Peter Higgs få dage før den store pressekonference i CERN til magasinet PhysicsWorld.

De seks forskere publicerede i tre grupper uafhængigt af hinanden papirer i 1964 med den model, som er grundlaget for forståelsen i fysikkens standardmodel af, hvordan partikler får masse  - og som udløste jagten på at finde Higgs-bosonen. Inden 1964 var flere andre forskere dog inde på samme ide.

- Af de tre ting (Higgs-feltet, Higgs-mekanismen og Higgs-bosonen /RED) er jeg mindst utilpas ved, at partiklen bærer mit navn, fordi jeg trods alt gjorde mest for at fortælle om den. Jeg har spurgt de fem andre, hvorfor de ikke gjorde mere ud af at fortælle om teorien. De sagde, at den var indlysende for enhver, ler Peter Higgs, der i dag er 83 år gammel og stadig arbejder med fysik som professor emeritus ved universitetet i Edinburgh.

Endnu mere utilpas er Higgs ved navnet »Gudpartiklen«, som pressen har kastet sig over. Navnet kommer fra en populærvidenskabelig bog fra 1993 »The God Particle: If the Universe Is the Answer, What Is the Question?«, af den nobelprisvindende fysiker Leon Ledermann og videnskabsjournalisten Dick Teresi.

- Det navn var jeg ret irriteret over. Lederman fortæller selv, at han ville have kaldt bogen »that goddamned particle«, fordi den var så svær at opdage, men det kunne redaktøren ikke lide og så enedes de om gudpartiklen, siger Higgs.

- Ikke alle synes det er sjovt. Men det værste er, når folk ikke forstår, det var en vits, og derfor tager det alt for alvorligt. Så er det vi får kommentarer fra teologer, som virkelig aldrig burde være skrevet, siger Higgs i interviewet, der er 20 minutter langt og kan høres på PhysicsWorld.com.

Higgs bliver også spurgt, hvilken populærvidenskabelig forklaring af Higgs-partiklen han bedst kan lide.

- Den som jeg har mindst imod er David Miller's, som han vandt en flaske champagne for fra Waldegreve.

Waldegreve var den britiske forskningsminister, der i 1993 bad landets fysikere om at skrive en højst A4 sider lang forklaring på, hvorfor Higgs-partiklen var så vigtig, at Storbritannien skulle afsætte penge til forsøgene på at finde den i CERN.

Millers forklaring taler om en partileder, som går gennem et rum fyldt med partimedlemmer, et Higgs-felt, og skaber en bølge af sammenstimlen, en Higgs-mekanisme. Senere går et rygte om partilederen gennem samme rum og skaber tilsvarende sammenstimlen, hvor rygtet antages at være Higgs-partiklen.

- Men jeg bryder mig virkelig ikke om, at  folk taler om en sirups-effekt. Det er en dissipativ (energitabende) proces og det er dette IKKE!

Higgs-mekanismen, som er en langhårede sag ovre i kvantefeltsteorien, kaldes indimellem af andre fysikere for Englert-Brout-Higgs-Guralnik-Hagen-Kibble-mekanismen efter de seks forskere fra tre forskergrupper, der selvstændigt publicerede ideen i 1964.

Nu hvor Higgs-partiklen sandsynligvis er fundet, kunne der godt være en Nobelpris på trapperne. Da den kun må gives til tre personer, er der et problem ved det seksdobbelte ophav, men der er selvføglelig tale om aldrende fysikere og Robert Brout døde sidste år.

Seks ophavsmænd er dog intet imod de store eksperimentalfysiske opdagelser som observationen af Higgspartiklen, hvor tusindvis af mennesker bidrager over mange årtier.

Jagten på Higgsen slutter aldrig

- Jeg ved slet ikke, hvordan jeg kunne passe ind i det miljø. Jeg har svært ved at forstå, hvordan talentet kan anerkendes i de meget store kollaborationer, men det sker jo alligevel, siger Higgs, der i 60'erne på King's College i London var kontor-nabo til Maurice Wilkins og Rosalind Franklin, som var i gang med at opdage DNA.

- Da jeg gik i skole var videnskab kun kemi, matematik og fysik. Hvis jeg havde vidst dengang, hvad jeg ved i dag, ville jeg nok have valgt biologien, siger Higgs.