Frygt for dødelig virus lukkede togstation i Hamburg ned – var falsk alarm
To personer på et tog i Hamburg udviste tegn på den frygtede Marburg-virus, som har en meget høj dødelighed. De er nu testet negative.

To personer på et tog i Hamburg udviste tegn på den frygtede Marburg-virus, som har en meget høj dødelighed. De er nu testet negative.

Artiklen er opdateret 12:53, efter det er kommet frem, at de to personer er testet negativ for Marburg-virus.
To syge togpassagerer skabte onsdag eftermiddag panik på hovedbanegården i Hamburg.
Der var frygt for, at de bar på den dødelige og smitsomme Marburg-virus.
Det skriver Reuters og BBC.
De to personer blev isoleret. Og testede siden negativ.
Sundheds- og beredskabspersonale steg ombord på et tog i fuldt beskyttelsesudstyr, efter en 26-årig medicinstuderende og hans kæreste havde udviklet symptomer på sygdommen under en togrejse fra Frankfurt.
Toget og hele banegården blev evakueret.
Symptomerne på Marburg-virus er blandt andet hovedpine, feber, opkast og pludselige blødninger. Omtrent halvdelen af de personer, som får virussen, mister livet, ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO.
Tabloidavisen Bild skriver, at den smittede studerende netop var ankommet med fly fra Rwanda, hvor han havde været i kontakt med en patient, som er blevet diagnosticeret med Marburg-virus.
Rwanda er et af de østafrikanske lande, som lige nu lider under et udbrud af den frygtede virus. Otte personer er døde af virussen i Rwanda siden søndag.
Virussen smitter ikke gennem luften.
Den smitter ifølge WHO gennem blod og andre kropsvæsker. De fleste overførsler af sygdommen sker gennem ubeskyttet sex og tæt berøring.