Overraskende større PC-salg i Europa

Microsofts udfasning af det gamle Windows XP-styresystem har haft betydning for salget af nye bærbare og stationære computere, som ellers i lang tid kun har oplevet nedtur.

PC-salget er noget overraskende gået op i årets første tre måneder. Arkivfoto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Helt overraskende er salget af PCer i årets første tre måneder steget i Europa.

Igennem mindst halvandet år er PC-salget ellers faldet støt og roligt, ofte mere støt end roligt, fordi folk valgte at bruge deres penge på smartphonetelefoner og tavle-PCer i stedet for at købe bærbare og stationære computere. Men Microsofts aflivning i denne uge af det stabile og solide men 13 år gamle Windows XP-styresystem har tilsyneladende betydet, at mange flere end ellers har fundet tidspunktet rigtigt til at skifte den gamle computer ud efter at have afklaret, at den næppe kunne klare at arbejde med den nye Windows 8 i stedet.

HP er mest populær

Godt nok er det globale PC-salg samlet faldet med 1,7 procent, men selv det er langt mindre end de fald på op mod ti procent, som PC-fabrikanterne oplevede sidste år. Faktisk er det den mindste tilbagegang de seneste syv kvartaler, viser spritnye tal fra analysehuset Gartner, som følger teknologimarkederne tæt.

Væksten i Europa er på beskedne 0,3 procent, men enhver vækst er overraskende. Sammenlagt blev der i januar-marts solgt 22,89 millioner PCer mod 22,81 millioner for et år siden. I Europa har der i otte kvartaler i træk været tilbagegang.

Hewlett-Packard (HP) er det mest populære mærke i Europa med en andel på 19,9 procent efterfulgt af kinesiske Lenovo med 15,2 procent, taiwanske Acer med 10,6 procent, amerikanske Dell med 10,1 procent og taiwanske Asus med 9,3 procent. Lenovo står for den største fremgang - nemlig på hele 35,6 procent - siden 1. kvartal 2013. Lenovo ejer det tyske Medion, som især lavpriskæden Aldi forhandler, og har for nylig købt den amerikanske mobilproducent Motorola, som nu skal tænkes ind i hele produktsortimentet.

Windows XP får betydning hele 2014

»Ophøret af Windows XP-understøttelse fra Microsoft 8. april har spillet en rolle i at reducere nedgangen i PC-leverancerne,« siger Gartner-analytiker Mikako Kitigawa i en kommentar til de nye tal.

Gartner forventer, at stoppet for sikkerhedsopdateringer af Windows XP vil smitte af på PC-salget i også resten af året.

På verdensplan har Lenovo befæstet sin førerposition som nummer 1 med en markedsandel på 16,9 procent, mens HP er nummer to med 16,0 procent, Dell nummer tre med 12,5 procent, Acer nummer fire med 7,3 procent og Asus nummer fem med 6,9 procent. Sammenlagt blev der på verdensplan i januar-marts leveret 76,5 millioner PCer fra fabrikkerne.