Oracle opgiver OpenOffice

Oracle dropper nu at videreudvikle OpenOffice. Det skal videreføres som open source-projekt.

Foto: JUSTIN SULLIVAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en kortfattet meddelelse fortæller Oracle at man opgiver alle kommercielle interesser i OpenOffice.org. Det skal nu videreudvikles som et rent open source-projekt. Oracle vil heller ikke længere tilbyde en kommerciel version af kontorpakken.

Det kommer ikke som den helt overraskelse – allerede sidste år opstod der strid om projektets fremtid og der blev etableret en selvstændig organisation, Document Foundation, som satser på at videreudvikle OpenOffice.org pakken under navnet LibreOffice.

Læs også: Google holder Honeycomb-kildetekst hemmelig

Den populære open source-baserede kontorpakke har sine rødder helt tilbage i 2000, hvor Sun Microsystems frigav en del af kildekoden til StarOffice. Sun har altid haft en vigtig rolle i projektet og denne rolle blev overtaget af Oracle, der købte Sun tidligere sidste år.

Document Foundation opstod som et forsøg på at løsrive kontorpakken fra Oracles kontrol og samtidig sikre at den kan videreudvikles helt fri for kommercielle interesser.

Den nye organisation havde ikke retten til navnet OpenOffice, så man valgte LibreOffice i stedet.

De fleste større open source- og Linux-firmaer som Red Hat, Canonical (Ubuntu) og Novell valgte at støtte LibreOffice, der dermed fik status som en ”fork” af det officielle OpenOffice.org projekt.

Læs også: Evernote er for alle dem der skriver meget

Oracle fortæller i sin pressemeddelelse, at man fortsat vil støtte udbredelsen af åbne dokumentformater som Open Document Format (ODF), som er en konkurrent til Microsofts Open XML.

Det understreges også at Oracle fortsat vil investere stort i teknologier som MySQL og Linux, der har strategisk værdi for selskabets kunder.

Men fremover bliver det altså open source-fællesskabet og ikke Oracle, der skal videreudvikle OpenOffice.org. Det er uklart hvad dette kommer til at betyde for LibreOffice.

Tilmeld dig Tech & Videns ugentlige nyhedsbrev - og få det hver torsdag!

Denne artikel stammer fra Berlingske Media's danske samarbejdspartner, ComON.dk.