Opdagelse sætter Månen i nyt lys

Der har været fremlagt mange teorier om Månens dannelse gennem tiderne. Især én teori har nu fået væsentlig mere medvind efter en ny opdagelse.

Amerikanske planetforskere i månesten har fundet bittesmå kemiske spor, der peger i retning af, at der i Månen er rester af et fremmed himmellegeme. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Normalt skænker vi den ikke mange tanker.

Men når den på en klar nat står lavt i horisonten med fuld blus på hele skiven, overvælder den os med sin størrelse og sit næsten blændende lys.

Så er det, at man kan undre sig over den kendsgerning, at 12 mennesker er landet deroppe og har hoppet, løbet og i nogle tilfælde endda drønet rundt i månelandskabet i en Moon Buggy. Og måske begynder man samtidig at spekulere over, hvordan den dog blev til, denne enorme jordiske satellit – den største måne i forhold til sin moderplanets størrelse i hele solsystemet.

Mysteriet om Månen

Gennem tiderne har der været fremlagt mange teorier om Månens dannelse:

Er den et oprindeligt frit himmellegeme, som med tiden blev indfanget af Jordens tyngdefelt?

Blev den skabt af voldsomme centrifugalkræfter i Jordens spædeste barndom – altså så at sige slynget ud i rummet fra protojorden?

Eller er den resultatet af en gigantisk kosmisk kollision mellem den oprindelige jordklode og et stort himmellegeme, der ikke eksisterer længere?

Det er den sidste teori, der har flest tilhængere, og den har nu fået væsentlig mere medvind, efter at amerikanske planetforskere i månesten har fundet bittesmå kemiske spor, der peger i retning af, at der i Månen er rester af et fremmed himmellegeme. Altså af noget, der ikke synes at stamme fra hverken Jorden eller Månen.

Det er ikke det definitive bevis for, at Månen blev til som følge af et sådant sammenstød. Men det er første gang, at der bliver fremlagt evidens, som baserer sig på videnskabelige analyser og eksperimenter. I øvrigt ekstremt detaljerede af slagsen, for forsøget på at finde kemiske spor af et fremmed himmellegeme i Månen har været gjort før uden held.

Hvis opdagelsen kan bekræftes af andre og flere analyser, sætter det en tyk streg under dramaet i Jordens barndom.

Det hele begyndte med, at stjernestøv for godt og vel 4,5 mia. år siden samlede sig i en skive, der efterhånden blev til protojorden.

I nærheden af ur-jordkloden befandt sig et andet himmellegeme, som man har døbt Theia. Det må have været noget mindre end Jorden, formentlig på størrelse med Mars. Efterhånden blev Theia indfanget af Jordens tyngdefelt, hvorefter det med noget i retning af 40.000 km/t kolliderede med ur-Jorden.

Jordklodens skorpe smeltede til en blævrende masse, mens det meste af Theias tunge kerne borede sig gennem Jorden til vores klodes egen jern- og nikkelholdige kerne, hvorved Jorden fik et uforholdsmæssigt stort og tungt centrum. Imens blev milliarder og atter milliarder af ton støv og klippemateriale – det meste af det fra Theia – slynget ud i rummet, hvor det efterhånden samlede sig til Jordens begyndende måne.

En måne i bevægelse

Alt peger i retning af, at Månen oprindeligt lå mindst ti gange nærmere Jorden, end den gør i dag, måske bare 25.000 km borte. Dermed øvede den oprindelige måne i kraft af sin massetiltrækning en voldsom indflydelse på Jordens processer.

Da oceanerne var skabt – formentlig som følge af et hobetal af isholdige kometers nedslag for knap fire mia. år siden – må tidevandet have været ødelæggende ud fra enhver nutidig betragtning, mange steder med en forskel mellem ebbe og flod på flere hundrede meter.

Heldigvis fjernede Månen sig langsomt fra sin moderplanet og befinder sig i dag knap 400.000 km borte. Men det er stadig tæt nok på til, at vores geologisk statiske satellit deroppe (sammen med en mere beskeden indflydelse fra Solen) hiver og flår i Jordens havspejl med det resultat, at der fortsat er et ganske betydeligt tidevand. Hvilket vi bør være taknemmelige for, for uden det enestående kystmiljø, hvor livet i en evig cyklus bliver både overskyllet og udsat for atmosfærens ilt, ville evolutionen utvivlsomt have formet sig anderledes, og vi ville næppe være her i dag.

Så i en vis forstand kan vi takke den gyldne skive over os for næsten alt – og i sidste ende Theia for, at Månen blev til. Om seks dage, den 13. juni, vil fuldmånen atter lyse i al sin pragt. Husk at sende en lille tak til den.