Antidepressiva kan ikke blot behandle lidelser som depression, angst eller ocd.
Det kan også reducere tumorer og forbedre kroppens evne til at bekæmpe visse former for kræft.
Det viser et nyt forskningsstudie.
Det er forskere fra University of California, der står bag studiet.
Lægemidler mod depression, såkaldte SSRI-præparater, påvirker hjernens signalstof serotonin ved at øge mængden af det.
Serotonin påvirker søvn, humør og følelser.
Men studiet viste også, at serotonin kan påvirke ondartede tumorer:
Ved at øge mængden af serotonin ved hjælp af SSRI-præparater kan tumorer blive reduceret til halv størrelse.
Det sker, ved at lægemidlet forbedrer kroppens T-celler, der findes i blodet. T-celler er netop dem, der bekæmper kræft og kan reducere vækst af tumorer – og derfor har en kræftramt krop brug for T-cellerne.
»Det viser sig, at SSRI ikke bare gør vores hjerne gladere, det gør også vores T-celler gladere – selv mens de bekæmper tumorer,« siger Lili Yang, der er professor og seniorforfatter til forskningsstudiet.
Medikamentet har en effekt på tumorer, der har forårsaget brystkræft, prostatakræft, tarmkræft, blærekræft og modermærkekræft.
Der findes en række SSRI-præparater på det danske marked.