Nyt hackerangreb og bombetrussel mod elektronikgigant

Hackere nedlagde søndag Sonys Playstation-net og Blizzards Battle.net og truede med sprængstoffer om bord på fly med Sony-direktør.

Søndag blev Sonys Playstation-spilnet igen udsat for et hackerangreb, der tvang det i knæ. Arkivfoto: Johannes Eisele, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHANNES EISELE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hackere har igen kastet sig over den japanske elektronikgigant Sonys Playstation Network men har dog, ifølge Sony, ikke fået adgang til de 53 millioner brugeres personlige oplysninger. Samtidig er det amerikanske forbundspoliti FBI i gang med undersøgelser efter trusler mod et fly, som havde en Sony-chef med som passager.

Sony vr mandag morgen stadig i gang med at genskabe adgangen til sit spilnet, som søndag blev angrebet af hackere. Hackergruppen siger, at de også har skaffet sig adgang til selskabet bag »World of Warcraft«, Blizzard Entertainments servere, hvis Battle.net gik ned, og den har også truet med at angribe Microsofts Xbox Live-net, der søndag ligeledes fungerede ustabilt.

Kritik af sikkerheden

Nettene blev udsat for et udmattelsesangreb og bukkede under for den omfattende nettrafik.

»Vi forsøger at få nettet op igen så hurtigt, som vi kan, mens vi leder efter kilden til problemet, men jeg kan ikke sige, hvor lang tid det vil tage,« siger Satoshi Nakajima, talsmand for Sony Computer Entertainment, til nyhedsbureauet Reuters.

Kort før klokken halv ni dansk tid har Sony via Twitter meddelt, at såvel Playstation Network som Sony Entertainment Network nu fungerer igen.

»Vi har ikke set noget bevis for nogen indtrængen i netværket og intet bevis for nogen uautoriseret adgang til brugernes personlige oplysninger,« skriver Sony i en meddelelse, hvori selskabet undskylder for nedbruddet.

Hackergruppen, der går under navnet »Lizard Squad«, skriver på beskedtjenesten Twitter, at Sony er blevet angrebet, fordi giganten ikke gør nok for sikkerheden.

Bombetrussel mod Sony-direktør

Samme Twitter-konto meddelte søndag flyselskabet American Airlines, at der var forlydender om sprængstoffer om bord på en maskine fra Dallas til San Diego, som Sony Online Entertainments direktør John Smedley var passager i. Flyet blev omdirigeret til Phoenix.

FBI er i færd med at undersøge truslerne men ønsker ikke at udtale sig yderligere. John Smedley havde tidligere fortalt, at han rejste mellem Dallas og San Diego. Han havde forinden udtalt sig om hackerangrebet mod Sony.

Sonys Playstation-net blev i april og maj 2011 udsat for flere omfattende hackerangreb på et tidspunkt, hvor masser af store, internationale selskaber blev ramt på stribe.

Oplysninger om omkring 100 millioner brugere af Playstation-nettet og af Sonys tilsvarende PC-baserede spilnet blev stjålet af hackere, der dermed fik adgang til såvel navne, adresser m.m. samt kreditkortoplysninger. Det var det hidtil største datatyveri. Det tog næsten to måneder, før systemerne kunne åbnes igen.