Ny teori om sorte huller chokerer forskere

»Kryptisk«, »temmelig provokerende«, »en radikal fravigelse af tidligere ideer«. Superstjerne-fysikeren Stephen Hawking har fremsat en ny teori om de spektakulære sorte huller, der har rystet astrofysikerne, beretter Berlingskes videnskabsjournalist.

Den 72-årige cambridgeprofessor Stephen Hawking har vakt opsigt i forskerkredse med sin nye og ifølge flere forskere temmelig provokerende teori om fænomenet sorte huller. Fold sammen
Læs mere

Hvis teorien var blevet formuleret af en hvilken som helst lektor i astrofysik, var vedkommende blevet hånet, latterliggjort og bedt om at trække sin vilde hypotese tilbage.

Nu fremføres den i stedet af Stephen Hawking – klodens uomtvisteligt mest berømte nulevende teoretiske fysiker. Og så hører ikke bare næsten alle fysikere, men den halve verden efter i noget, der minder om næsegrus andægtighed.

Det er universets mest ekstreme objekter, det handler om – sorte huller: Punkter i rummet så ubegribeligt tunge og kompakte, at intet – end ikke lys – bør kunne undslippe dem. I hvert fald ikke når lys, andre partikler eller traditionelt stof er nået over på den anden side af det sorte huls såkaldte begivenhedshorisont.

Begivenhedshorisonten er det sorte huls point of no return. Er en uheldig astronaut først røget gennem den usynlige grænseregion, kan han aldrig undslippe.

Han vil blive strakt ud som spaghetti, mast til uigenkendelighed og forenet med det massive punkt, en såkaldt singularitet, som han – eller resterne af ham – aldrig vil kunne undslippe i nogen form. Bl.a. fordi tiden fra astronautens synspunkt vil stå komplet stille derinde.

Har teorien lydt hidtil.

Men nu kommer Stephen Hawking – en videnskabelig superstjerne og nutidens nok største autoritet på de ekstreme objekter – og hævder, at sorte huller slet ikke findes. I hvert fald ikke i den forstand, at intet kan undslippe dem.

Med andre ord vil vores uheldige astronaut efter et skæbnesvangert ophold inde i det sorte hul godt kunne slippe ud igen. Men ifølge Hawking ikke som en genkendelig astronaut. Informationen om ham, eller – om man vil – samleanvisningen til ham, vil stort set være gået tabt. Hans koder vil blive spredt for alle rumvinde som brændte og afrevne blade i en bog. Men ud vil de kunne komme.

Den 72-årige cambridgeprofessor nye påstand, der i vidt omfang er et opgør med hans egen oprindelige teori, har nærmest sendt chokbølger gennem astrofysikken.

»Kryptisk«, »temmelig provokerende«, »en radikal fravigelse af tidligere ideer«, lyder reaktionen fra en række førende teoretiske fysikere i internationale medier.

Manden selv erkender da også over for tidsskriftet Nature, at den korrekte forståelse af sorte hullers vanvittige fysik »forbliver et mysterium«. Men angiveligt havde Stephen Hawking ikke andet valg end at fravige sin gamle teori, fordi den var i konflikt med de kvantemekaniske love, som videnskaben får mere og mere evidens for er korrekte.

For at få ligningen til at gå op, har han været nødt til at droppe ideen om en begivenhedshorisont. I stedet indfører han en såkaldt »tilsyneladende horisont« – en væsentligt mere flydende grænse bag hvilken stof og lys kan bevares i nogen tid for derefter atter at undslippe.

For mange lægmænd kan en så højtflyvende diskussion om den dybere dynamik i et objekt, som vi hverken kan se eller relatere os til, synes meningsløs. Sorte huller er imidlertid ikke bare voldsomt fascinerende, men essentielle for at få de helt store ligninger om universet og alting til at gå op.

De første tanker om sorte huller går helt tilbage til 1783. Men det var først i 1916 og i direkte forlængelse af Albert Einsteins almene relativitetsteori, at de for alvor blev beskrevet som mulige objekter derude. Det var den tyske fysiker Karl Schwarzschild, der forklarede, at hvis man koncentrerer en stor stjernes masse i et lille område, vil tyngdefeltet blive så stærk, at end ikke lys kan undslippe.

Meget få, herunder Einstein selv, troede imidlertid på tyskeren, og det var først efter, at den amerikanske fysiker og flerårige Niels Bohr-kollega John Wheeler forfinede teorien og i 1969 introducerede selve begrebet »sort hul«, at der begyndte at komme mere udbredt forståelse for dem.

I dag er videnskaben stensikker på, at de findes derude. Uagtet at de ikke direkte kan observeres. Det skyldes bl.a., at stof, der trækkes ind mod et sort huls enorme tyngdefelt bliver opvarmet til millioner af grader, før det forsvinder. Hvilket kan detekteres i form af kraftig røntgenstråling.

På samme måde mener forskere, at næsten alle galakser, herunder Mælkevejen, rummer et gigantisk sort hul i midten. Helt tilbage i 1994 kunne man på basis af målinger fra rumteleskopet Hubble beregne, at der inde i midten af galaksen M87 befinder sig et usynligt objekt med en masse som tre mia. gange vores egen sol. Senere beregnede man massen af Mælkevejens centrale sorte hul til 300 mio. solmasser.

Men alt tyder på, at mindre af slagsen ligger overalt, helt ind til måske 100 lysår fra solsystemet.

Ja, der findes endog fysikere, som mener, at selveste universet og dermed også du og jeg er lukket inde i et ubegribeligt massivt sort hul.

Er det tilfældet, burde vi altså, ifølge Hawking, på et eller andet tidspunkt kunne undslippe vores kosmiske fængsel – en begivenhed, vi næppe bør se frem til. Og måske burde vi ændre betegnelsen fra sorte til grå huller. I og med at de måske ikke findes i videnskabens traditionelle opfattelse af dem.