Ny mobilkryptering giver myndighederne knopper

FBI er alvorligt bekymret over, at Apple og Google efter Snowden-afsløringerne nu vil kryptere data på mobiltelefonerne og dermed holder dem væk fra politiet og domstolene.

Ny krypteringsteknologi i Apples iOS 8-styresystem og den kommende, nye Android-udgave fra Google betyder, at myndighederne ikke længere kan få adgang til en række data lagret på smartphonetelefonerne. Arkivfoto: Maxim Shemetov, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: MAXIM SHEMETOV
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Apples og Googles planer om at kryptere - altså kode - data på smartphonetelefoner for at beskytte brugerne mod myndighedernes overvågning, bekymrer ... myndighederne.

Senest har det amerikanske forbundspoliti FBIs chef, James Comey, sagt, at han var »meget bekymret«, fordi krypteringen gør det langt sværere for myndighederne at foretage undersøgelser.

James Comey udtalte sig til amerikanske journalister, efter at Apple havde besluttet at aktivere et filkrypteringssystem på den nye iOS 8-software til iPhone-telefoner og iPad-tavle-PCer, så ingen myndigheder kan skaffe sig adgang til data, der ligger på en låst telefon - f.eks. billeder, filmklip og adressebogen. Myndighederne har nemlig ingen nøgle til at afkode systemerne og vil dermed ikke længere kunne skaffe sig adgang til oplysningerne, når der foreligger en dommerkendelse.

Ny Android kommer til efteråret

»Det er ikke teknisk muligt for os at medvirke til udtrækning af disse data i medfør af myndigheders dommerkendelser,« skriver Apple på sit netsted men gør det klar, at Apple fortsat vil kunne udlevere oplysninger, som man har taget sikkerhedskopi af og lagt på Apples iCloud-server.

Internetgiganten Google gør klar til at indføre en lignende kryptering i den kommende udgave af mobilstyresystemet Android, som kommer i løbet af efteråret.

Selv om det kun vil gælde nyeste Android-udgave, der ikke vil kunne bruges på en lang række Android-telefoner, udgør Android-telefoner i dag 85 procent af alle nye smartphonetelefoner, mens 11,7 procent af alle telefoner kommer med Apples iOS. Det nye iOS 8-styresystem vil virke på alle iPhone-telefoner fra model 4S og fremefter.

Apple har tidligere krypteret sin iMessage-SMS-tjeneste og sin Facetime-tjeneste - et modsvar til Skype - og siger selv, at Apple ikke er i stand til at afkode kommunikationen.

Snowdens afsløringer skræmmer

Krypteringen er Apples og Googles seneste tiltag for at højne brugernes sikkerhed og forhindre, at nogen kikker og lytter med udefra. Stramningerne sker oven på den tidligere efterretningsansatte Edward Snowdens afsløringer sidste år af omfattende amerikansk spionage og aflytning, foretaget gennem den skandaleramte efterretningstjeneste NSA, som tilsyneladende har formået at stikke sin data- og lyttesnabel ind alle tænkelige steder.

»Hvad der bekymrer mig ved dette, er, at virksomhederne markedsfører noget, der udtrykkeligt giver folk mulighed for at stå uden for loven. Jeg har stor tro på lovgivning, men jeg tror også, at ingen i dette land står uden for loven,« sagde FBI-chefen.

Sikkerhedseksperter advarer om ikke at tro, at kryptering er ubrydelig, ligesom sikkerhedskopier typisk ikke er krypteret, når data trækkes ud af telefonen. Endelig vil en domstol kunne forsøge at tvinge en anklaget til at låse sin telefon op.