Ny FN-rapport med dansk stempel: Kun en forandring »fra rod til grene af vores samfund« kan redde os fra klimakatastrofen

Med de klimaløfter, som klodens lande har afgivet, styrer verden mod en farlig temperaturstigning på cirka 2,5 grader. Det fremgår af FNs nye rapport om klodens svimlende »udledningskløft«. Om halvanden uge skal verden forsøge at indsnævre kløften på årets store FN-klimamøde i Egypten.

Mens termometrene her sent på efteråret – højst usædvanligt – er drønet op over 30 grader flere steder i Europa, har vi reelt intet set endnu.

I hvert fald ikke at dømme efter en central FN-rapport, der torsdag landede på regeringskontorer i nok samtlige klodens nationer.