Ny Blackberry runder en million

Z10-telefonen, som har været på markedet en måned, har potentiale til at redde den canadiske mobilproducent fra lukning.

Blackberrys nyeste telefon, den en måned gamle Z10, sælger over forventning. Foto: Scott Olson, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: SCOTT OLSON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den canadiske mobilproducent Blackberry har tilsyneladende endelig ramt rigtigt med sin nye Z10-smartphonetelefon, som nu har rundet et salg på en million styk.

Blackberry, der indtil for nylig hed Research In Motion (RIM) men tog navneforandring efter telefonen, stillede op til påske med et regnskab, som er bedre end forventet, nemlig et overskud på 570 millioner kroner, efter kæmpe tab gennem en længere periode.

På markedet i en måned

Den nye Blackberry Z10 er topmodellen, der skal rette skuden op og bringe Blackberry tilbage i kampen mod nye Android- og iOS-telefoner - sidstnævnte er Apples styresystem. Z10 har været på markedet i en måned i en række lande og kom for to uger siden til USA.

Den ene million solgte Z10-telefoner tæller ikke salg i USA med.

Analytikerne er endnu forbeholdne over for at kalde Z10 en succes. Der skal gå lidt længere tid, før det står klart, om Z10 og lillesøster Q10 har bidt sig fast.

Z10, som samtidig er premieren på det opdaterede Blackberry 10-styresystem, har fået fine anmeldelser.

Farvel til tre millioner brugere

Blackberry har på et år mistet tre millioner brugere. Tidligere var Blackberry erhvervslivets foretrukne telefon, men de smartere brugerflader, som Android- og iOS-telefoner har solgt stort på, har mangler på Blackberry. I dag bruges Blackberry-telefoner af 76 millioner.

I alt har Blackberry solgt omkring seks millioner telefoner i januar-marts 2013.

Det er det Google-ejede styresystem Android, der dominerer smartphonemarkedet. Omkring 70 procent af alle solgte smartphonetelefoner leveres med Android, mens 19 procent kommer med iOS. Blackberry ønsker - ligesom Nokia og Microsoft - at blive den tredje mulighed.

Stifter beholder sine aktier

Ifølge Blackberry kommer 55 procent af Z10-køberne fra telefoner med andre styresystemer end Blackberrys.

Blackberrys topchef, tyskeren Thorsten Heins, venter, at Blackberry vil ramme et fint nul igen i løbet af dette kvartal.

De to Blackberry-stiftere, Mike Lazaridis og Doug Fregin, blev sendt ud af chefkontorerne i januar 2012 efter dårlige resultater. Mike Lazaridis bekræftede før påske, at han holder fast i sine Blackberry-aktier, som han ikke agter at sælge.