Ny Android-konkurrent på vej

Nokia og Intels barn, MeeGo, bliver nu begravet. I stedet har Intel og Samsung født Tizen, der slippes fri allerede næste år i et rødglødende mobilmarked.

Nokias N9 blev den eneste MeeGo-telefon. Nu er systemet dødt. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEHTIKUVA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Knap er Nokias MeeGo-baserede mobil, N9, røget på markedet, før MeeGo officielt bliver helt aflivet og erstattet af et nyt projekt, kaldet Tizen.

Tizen er, som MeeGo, baseret på open source-systemet Linux og har, som MeeGo havde, Intel som en af sine store sponsorer. Men den anden MeeGo-sponsor, Nokia, er dog ikke at finde i den nye alliance, der til gengæld har Samsung med ved bordet.

MeeGo var en fusion af Nokias Maemo-system og Intels Moblin, og skulle have været et system, der kunne drive en lang række forskelligartede enheder, som for eksempel smartphones, tavlecomputere og bilnavigationssystemer, blot for at nævne nogle få.

MeeGo blev anset for Nokias store håb for at vende tilbage til smartphone-markedet, der netop nu er totalt domineret af Apple og Google.

Men da Nokia valgte at kaste sin kærlighed på Microsoft-systemet Windows Phone 7, der fremover bliver Nokias primære smartphone-platform, opstod der i første omgang stor usikkerhed om MeeGos fremtid.

Og nu har selv styregruppen bag udviklingen af MeeGo anbefalet udviklerne at smide alt hvad de har i hænderne af MeeGo-relaterede ting, og i stedet arbejde videre med Tizen.

Både MeeGo, Tizen og Googles Android er baseret på Linux, og Tizen bliver - som MeeGo - udviklet af en styregruppe under Linux Foundation.

Den første udgave af Tizen står til at ramme markederne i 2012 - og spørgsmålet er, hvordan det hastigt foranderlige smartphonemarked vil se ud til den tid.

I teorien kunne MeeGo sagtens overleve uden hverken Intel eller Nokias støtte, men MeeGo-styregruppen begrunder sit skifte af fokus med, at fremtiden tilhører webteknologien HTML5, der forventes at ændre dramatisk på den måde, vi bruger nettet og vores mobiler på.

HTML5 er et så alsidigt programmeringssprog, at mange apps vil kunne skrives i sproget - og dermed gøre programbutikker som Apples App store helt overflødige, fordi apps blot kan køre via browseren.

Tanken er, at Tizen skal kunne drive et væld af forskellige enheder - og dermed tilbyde et reelt open source alternativ til både Googles Android og de mere lukkede platforme, Windows Phone og Apples iOS.

Meget tyder dog på, at den endelige skilsmisse mellem Nokia og Intel om MeeGo-systemet ikke er den sidste dramatiske omvæltning, verden kommer til se den kommende tid.

Blandt andet holder Nokia meget insisterende liv i sin Qt-platform, der muliggør udvikling til en række forskellige platforme samtidig - herunder Nokias eget Symbian-system og MeeGo, men ikke Windows Phone 7, som Nokia ellers har bebudet at ville skifte til.

Således var de danske Qt-udviklere stort set de eneste i Nokias danske udviklingsafdeling, der ikke blev fyret, da Nokia besluttede at lukke ned for sine danske udviklingsaktiviteter for få måneder siden.

Nokia annoncerede tidligere på året at selskabet ville udfase sin Symbian-platform, og med MeeGo endeligt i graven, er det åbent spørgsmål, hvad Nokia nu vil med Qt.

I dagens udmelding om Tizen indgår heller ikke detaljer om, hvad der nu sker med det software, Nokia bragte til MeeGo-bordet i form af Maemo.

Fordi Tizen er open source, er det givet, at Samsung får følgeskab af andre producenter, der også vil eksperimentere med softwaren. Samsung leverer i forvejen både mobiler med både Android, Windows Phone 7, samt selskabets eget Bada-system.

Tilmeld dig Tech & Videns ugentlige nyhedsbrev - og få det hver torsdag!