Nutidens klimaforandringer er helt uden fortilfælde i to årtusinder

Mens en ekstrem hedebølge sætter stribevis af nye europæiske varmerekorder, slår en uhyre detaljeret undersøgelse fast, at nutidens klimaforandringer langtfra er naturlige, og at de er helt uden fortilfælde i de seneste 2.000 år.

Torsdag blev varmerekorden i Paris slået under en helt usædvanlig intens hedebølge. Nu slår europæiske forskere klokkeklart fast, at nutidens klimaforandringer er helt uden for skiven af det naturlige. Dominique Faget/AFP/Ritzau Scanpix

Det har nærmest været et mantra på den mere skeptiske side i klimadebatten – at nutidens klimaforandringer ikke er mere kraftige end nogle af dem, Jorden ellers har gennemgået af ganske naturlige årsager gennem årtusinderne.

Nu hamrer tre nye og uhyre grundige forskningsresultater imidlertid en kraftig pæl gennem (mis)opfattelsen: Nutidens klimaforandringer ligger fuldstændig uden for skiven af alt, hvad kloden ellers har oplevet på området i de seneste 2.000 år. De er med andre ord helt unormale, væsentligt varmere, og i modsætning til i dag har andre perioder med markante klimaforandringer siden år 1 ikke været globale i deres udbredelse. Tværtimod.