Nu samles verden for at stoppe det alarmerende naturtab – men Danmark møder flove op

Mens Danmark kan pudse sin grønne glorie på FNs klimamøder, har vi grund til at møde flove og duknakkede op på det kommende verdensmøde i Montreal om klodens alvorlige naturtab. Men er naturkrisen en større fare end klimakrisen? Eksperter er rygende uenige.

Målt på omfanget af beskyttede naturområder er Danmark noget nær klodens mest naturfattige land. En gul rapsmark er smuk at se på, men er reelt en biologisk ørken. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fra på onsdag samles repræsentanter fra den ganske verden i den canadiske storby Montreal til noget, der minder om et sidste desperat forsøg på at gøre Jordens natur rigere frem for fattigere.

For det går forrygende stærkt med tabet af arter af både planter og dyr på kloden – så hurtigt, at der efterhånden er bred videnskabelig enighed om, at vores planet står på kanten af den største massedød, siden dinosaurerne forsvandt for knap 66 millioner år siden.