Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Er du Waoo-kunde, så bliver det nu lettere at at streame film og serier fra den amerikanske tjeneste Netflix. Som en af de første TV-distributører i verden, og den første i Danmark, har Waoo indgået partnerskab med Netflix.
»Set i et internationalt perspektiv er vi jo en lille virksomhed, så vi er meget stolte af partnerskabet med verdens førende udbyder af internet-tv. Samarbejdet mellem Waoo! og Netflix er oplagt. Der er tale om et perfekt strategisk match. Waoo! har Danmarks bedste internet, så vi elsker selvfølgelig streaming. Og med hensyn til tv, så ønsker både Netflix og Waoo! først og fremmest at sikre kunderne så mange frit valg som muligt på tv-boksen i høj kvalitet,« siger Anders B. Christjansen, administrerende direktør i Waoo i en pressemeddelelse.
Netflix implementeres på den nyeste generation af Waoos AirTies tv-bokse, som er blevet distribueret til nye kunder hos Waoo siden forsommeren. Kunder med ældre modeller tilbydes mulighed for at opgradere til den nye model til en »attraktiv« pris.
I forvejen er det muligt at se Netflix på enheder som Playstation, Xbox, Wii, Apple TV og fra din computer. Prisen på Netflix-abonnementet forbliver den samme, oplyser Waoo. Det vil altså stadig koste 79 kroner om måneden at streame løs.
Waoo har i dag 0ver 270.000 kunder men har særligt haft succes, efter at man sidste år indgik aftale med TV-leverandøren Viasat. Alene det vil til nytår have hentet 85.000 nye kunder til Waoo.
Netflix populært herhjemme
Tilbage i april viste en Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske, at Netflix er danskernes favorit streamingtjeneste.
Undersøgelsen, der omfattede 1.103 adspurgte, viste, at 16 procent af danskerne har brugt amerikanske Netflix, mens kun 11 procent af danskerne har blændet op for den næstmest brugte, nemlig danske YouBio.
Årsagen til Netflix’ forspring bunder blandt andet i de fem års erfaringer fra det amerikanske marked, som Netflix kom til Danmark med, siger ekspert i streaming-TV Claus Bülow Christensen.
»Netflix har produktudviklet i årevis, og derfor er det en meget letanvendelig og appetitlig produktpakke, de kan levere. Omvendt har de lokale aktører kun haft meget lidt tid til at forberede sig. Derfor er det egentlig ikke så overraskende, at Netflix har vundet det første slag,« siger Claus Bülow Christensen.