Nu kan du lave hjemmesider med Google

Det skal være lettere at lave hjemmesider, mener søgegiganten, der lancerer Google Web Designer.

Google gør det lettere at lave hjemmesider med Google Web Designer. Her behøver man ikke være programmør, for at være med. Foto: Google Inc. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Går du med en drøm om din helt egen hjemmeside, men har du ikke det fjerneste begreb om CSS, Python eller C++, så er der godt nyt. Google har nemlig nu skrottet beta-mærkatet og inviterer almindelige brugere til at prøve søgegigantens nyeste software, Google Web Designer.

Det er et program, som lader dig lave hjemmesider. Også selvom du ikke er garvet programmør.

Google Web Designer bruger HTML5-standarden, hvilket betyder, at de projekter, man strikker sammen i programmet, burde fungere gnidningsløst på tværs af platforme. Uanset om indholdet bliver vist på telefon, tavle-PC eller computer.

Google har i programmet fokuseret på at gøre interfacet meget grafisk, så brugeren ikke skal kæmpe med at skrive kode eller rode med komplekst programmeringssprog. Det er der også mulighed for, men det er ikke en forudsætning for at bruge programmet.

Det er let og hurtigt at skifte mellem det grafiske interface og så den rå kode. Det betyder, at det er lettere at forstå, hvad der sker dybere i maskinrummet, når eksempelvis et billede eller et tekstelement flyttes.

Google Web Designer har et fuldt 3D-miljø, hvilket betyder, at elementer kan roteres og gøres mere levende. Det er især nyttigt i forhold til animationer, som også fylder en del i det nye program. Google Web Designer kan hentes her til Mac og Windows.

Google har i forvejen mange tjenester

Google startede som søgemaskine i 1998 og har som primær funktion at organisere information og gøre det tilgængeligt over hele kloden. Men selskabet holder sig også en bred vifte af digitale tjenester og software.

Her kan blandt andet nævnes Googles Spotify-konkurrent, Google Music. Internetgiganten har endnu ikke for alvor lanceret tjenesten herhjemme, ligesom Googles videostreamingstjeneste indtil videre kun findes på de store markeder.

Google har også software til let billedredigering og organisering. Det er tjenesten Picasa, som lader brugerne organisere billeder og lave mindre justeringer. Derudover er det muligt at uploade billeder til cloud-tjenester, så de deles på sociale medier og tilgås fra flere enheder.

Dog har Google også den seneste tid pensioneret flere andre tjenester. Eksempelvis Latitude og Alfred, som var tjenester, brugerne kunne bruge til at dele med andre, hvor de befandt sig, eller anbefale steder, der var værd at besøge.

Google kappede tidligere på året livslinien til tjenesten Google Reader, der har eksisteret siden 2005. Det var en såkaldt RSS-læser, som anvendes til at overvåge og samle nyheder fra forskellige kilder.