Nu kan du få fjernet dine gamle internetpinligheder fra Google

Google har lagt en formular ud, så man kan bede om at få fjernet links fra Googles søgeresultater, sådan som opsigtsvækkende EU-dom kræver det. Se hvordan du gør her.

Nu kan man bede om at få fjernet bestemte sider fra resultatlisten hos internetgiganten Google. Det kræver en EU-dom nemlig. Collage (foto: Philippe Huguen, AFP/Scanpix) Fold sammen
Læs mere

Alle europæere kan nu direkte fra et skema hos internetgiganten Google bede om at få fjernet henvisninger til sider med, hvad de selv mener er irrelevante eller forældede oplysninger om dem selv. Det sker som følge af en opsigtsvækkende EU-dom for nylig, og Google forudser en syndflod af henvendelser.

Google har klokken 03 natten til fredag lagt et onlineskema ud, som europæere kan bruge, hvis de vil anmode om at få fjernet links fra Googles søgeresultater. Det fastslog EU-Domstolen nemlig forleden, at man har ret til. Dog gælder det kun, hvis de pågældende sider søges gennem de europæiske udgaver af Google.

Kan fortsat ses uden for Europa

Siderne vil fortsat kunne opsøges og læses, og Google vil kun fjerne dem fra søgeresultaterne i Europa, ikke hvis man f.eks. søger fra USA, Afrika eller Asien. Men når man taster en Google-adresse ind, undersøger Google, fra hvilket land ens IP-adresse - en slags CPR-nummer for computeren - kommer, og viser derefter Google-siden på det sprog, som man forventes at bruge.

Google, som klarer omkring 90 procent af alle internetsøgninger i Europa, hvor der er omkring 500 millioner internetbrugere, er blevet pålagt at skulle fjerne sider fra søgeresultaterne, hvis indholdet på disse sider i forhold til den person, der er omtalt, er forældet eller irrelevant. Det fastslog EU-Domstolen, efter at en spanier havde klaget over, at oplysninger om tvangsauktioner dukkede op, når man søgte på hans navn.

»Retten til at blive glemt«

Domstolen lagde vægt på, at Google er i stand til at samle så mange oplysninger sammen på kort tid, som ingen ellers vil have mulighed for. Derfor skal det være muligt at bede om at få dem fjernet. Det er dog kun i Googles søgeresultater, at siderne kan fjernes.

Dommen foregriber EU-Kommissionens arbejde med at revidere og opdatere den snart 20 år gamle datalovgivning, som nu skal være ens i alle 28 EU-lande og indeholde »retten til at blive glemt«, altså en skærpelse af privatlivets fred.

Google-medstifter og topchef, Larry Page, er ikke begejstret for indgrebet i muligheden for frit at kunne samle oplysninger sammen, når de er publiceret lovligt. Google har allerede mekanismer, som fjerner henvisninger til børneporno og ophavsretsbeskyttet materiale, men derfor bliver det alligevel ikke let for internetgiganten at håndtere den nye situation.

Topfolk gransker situationen

Google har samlet en komité af ledende medarbejdere og uafhængige, internationale eksperter, der nu skal forsøge at finde en måde at tage hånd om den formodede strøm af henvendelser, som vil komme. Domstolen kræver nemlig, at hver enkelt sag skal afvejes. Kan man ikke nå til enighed, er det som hidtil det enkelte lands datatilsyn, der skal træffe afgørelse. Google vil da også arbejde tæt sammen med blandt andet de europæiske datatilsyn om at omsætte dommen til praksis.

Med i komitéen sidder Googles bestyrelsesformand Eric Schmidt, som i disse dage deltager i det såkaldte Bilderberg-topmøde blandt vestens elite. Det foregår på Hotel Marriott i København.

Det fremgår ikke, hvornår Google rent faktisk begynder at fjerne henvisninger fra søgeresultaterne, men det vil fremgå af resultatlisten, at der er blevet fjernet henvisninger, ligesom man på Googles filmtjeneste YouTube har fået besked, når ulovligt kopieret filmmateriale er blevet fjernet efter klager.

Formularen kan findes her: https://support.google.com/legal/contact/lr_eudpa?product=websearch. Der skal dog i hvert tilfælde leveres behørig og fyldig dokumentation.