Nu har vi overhalet Kina: Så højt ligger Danmark på den globale smitteliste

Danmark ligger nu på den globale topti og den europæiske topfem med hensyn til antal smittede pr. mio. indbyggere.

 
Coronavirussen har lukket Danmark ned. Få overblikket i videoen her. Video: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

På bare et par dage er Danmark skudt som en raket op ad den globale coronasmitteliste.

For 15 dage siden havde vi herhjemme i modsætning til 38 andre lande på den daværende dagsliste fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) slet ingen tilfælde af smittede med ny coronavirus.

Nu har næsten 120 af klodens ca. 200 nationer bekræftede smittetilfælde, og Danmark med beskedne 5,82 mio. indbyggere er aktuelt nummer 12 på den globale landeliste, hvis man alene ser på antallet af tilfælde.

Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, hvis man i stedet udfærdiger en rangordnet landeliste over antal bekræftede smittede pr. mio. indbyggere.

Så havner Danmark på den globale topti-liste og på den europæiske topfem.

Dynamisk situation

Det er naturligvis et øjebliksbillede – samt et usikkert billede. Situationen er mildt sagt dynamisk, for den udvikler sig time for time, dag for dag – i alle lande.

Alene i løbet af de seneste fire dage er antallet af smittede herhjemme steget med langt over 1.000 procent – fra 35 smittede til over 600.

Det er formentlig den mest eksplosive stigning i samme periode i hele verden.

Men i langt de fleste lande med tilfælde er der utvivlsomt flere – og i nogle tilfælde væsentligt flere – smittede, end det fremgår af de internationale opgørelser fra blandt andet Johns Hopkins University, som vi her benytter os af.

Her er Berlingskes top-15-landeliste over antal bekræftede smittede pr. mio. indbyggere. Data er hentet torsdag formiddag 12. marts.

1. San Marino: 1.847 smittede pr. mio. indbyggere

2. Island: 234 smittede pr. mio. indbyggere

3. Italien: 207 smittede pr. mio. indbyggere

4. Sydkorea: 152 smittede pr. mio. indbyggere

5. Bahrain: 126 smittede pr. mio. indbyggere

6. Norge: 117 smittede pr. mio. indbyggere

7. Iran: 108 smittede pr. mio. indbyggere

8. Danmark: 106 smittede pr. mio. indbyggere

9. Qatar: 95 smittede pr. mio. indbyggere

10. Schweiz: 76 smittede pr. mio. indbyggere

11. Kina: 58 smittede pr. mio. indbyggere

12. Sverige: 48 smittede pr. mio. indbyggere

13. Spanien: 48 smittede pr. mio. indbyggere

14. Frankrig: 34 smittede pr. mio. indbyggere

15. Østrig: 28 smittede pr. mio. indbyggere

Hele verden: 16 smittede pr. mio. indbyggere

Det er bemærkelsesværdigt, at Kina med næsten 81.000 bekræftede smittede ligger så langt nede på listen.

Men det skyldes landets gigantiske befolkningstal og den kendsgerning, at smitten er koncentreret i Hubei-provinsen med knap 59 mio. indbyggere, svarende til godt fire procent af landets samlede befolkningstal.

Ser man alene på Europa – og fratrækker minirepublikken San Marino med blot 33.500 indbyggere – ser listen således ud:

1. Island: 234

2. Italien: 207

3. Norge: 117

4. Danmark: 106

5. Schweiz: 76

Hvis man alene ser på de to store epicentre af udbruddet – i Kina Hubei-provinsen og i Europa de nordlige italienske regioner – er der væsentligt flere smittetilfælde pr. mio. indbyggere.

I Hubei-provinsen er tallet 1.153 pr. mio., og i de nordlige italienske regioner med ca. 15 mio. indbyggere ligger det på op mod 800 pr. mio. Aktuelt.

Men desværre.

Hvis vi anser Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Instituts næsten helt nye risikovurdering for Danmark af den nye sygdom som troværdig, må vi forvente, at næsten 600.000 danskere bliver smittet med covid-19 i løbet af de kommende ca. tre måneder.

I morgen – og om 14 dage – vil billedet se anderledes ud. Og først og fremmest være båret af væsentligt større tal.

Vi står – som WHO erklærede onsdag – midt en pandemi: en verdensomspændende epidemi.