Nu har Andreas Mogensen vægtløs adresse på rumstationen

Raketten med den danske astronaut er koblet sammen med ISS. Om et par timer kan lugen åbnes og der vil være i alt ni astronauter på rumstationen, det højeste antal i lang tid. På lørdag rejser Andreas Mogensen hjem igen.

Andreas Mogensen kan snart kravle ind i rumstationen, hans arbejdsplads de næste otte dage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De næste otte dage skal Andreas Mogensen gå på arbejde på den Internationale Rumstation.

Klokken 9.39 bekræftede ESA officielt, at Mogensens rumfartøj var koblet til den Internationale Rumstation, to dage efter opsendelsen fra Bajkonur. En del teknisk arbejde forestår, før han efter planen klokken 12.15 kan åbne lugen og kravle ind i rumstationen sammen med sine rejsefæller, den russiske kosmonaut og kommandør over rumfartøjet Sergej Volkov og Kasakhstans første kosmonaut Aidyn Aimbetov

Når de tre kravler ind i rumstationen - eller faktisk ned i rumstationen hvis man regner Jorden for »ned« - vil de blive mødt af seks astronauter, som allerede opholder sig på ISS. Her er Andreas Mogensens nærmeste kolleger de næste otte dage.

  • Kommandør Gennady Padalka er 57 år, fra Rusland, og på sin femte rummission.
  • Hans næstkommanderende, Mikhail Kornijenko, er 55 år, ligeledes russer og på sin anden rummision.
  • Scott Kelly er amerikaner, er 51 år gammel og på sin fjerde rummission.
  • Oleg Kononenko er russer, 51 år gammel, og på sin tredje rummission.
  • Kimiya Yui, er japaner, 45 år gammel og på sin første mission.
  • Kjell Norwood Lindgren er trods sit svenske navn amerikaner, men født i Taiwan. Han er 42 år gammel og på sin først rummission.

Aidyn Aimbetov er 43 og Sergej Volkov er 42, så med sine kun 38 år er Andreas Mogensen rumstationens benjamin.

Normalt anses rumstationen for at være fuldt bemandet med seks om bord, men i en kort periode vil der være ni. De ventes ikke at få pladsmangel.

Fartøjet som netop har koblet sig på rumstationen med de tre nye ISS-beboere vil blive siddende tilkoblet og tage to af de nuværende med tilbage, Mikhail Korniyenko og Scott Kelly, når de om et halvt år som de første har tilbragt et helt år i rummet.

På fredag vil Andreas Mogensen og kasahkstanske Aidyn Aimbetov efter planen forlade rumstationen med en anden Sojuz-raket, TMA-16M, som blev sendt op den 17 marts og har dokket med rumstationen siden da som »redningsbåd«. Der er kun en begrænset periode, Sojuz-fartøjerne kan tåle at sidde dokket, hvis de skal være funktionsdygtige. Derfor udskiftes »redningsbåden« med jævne mellemrum.

Mogensen og Aimbetovs afrejsen fra ISS sker klokken 23.25 dansk tid fredag den 11 og landingen foregår natten til lørdag klokken 02.49.