Nu er Andreas Mogensen kommet hjem

Ministervelkomst, audiens hos dronningen og adskillige foredrag venter Danmarks første mand i rummet umiddelbart efter hjemkomsten til Danmark.

Andreas Mogensen under sin modtagelse, da han lørdag ankom til Köln. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Efter fire dage på Jorden er Danmarks første mand i rummet, Andreas Mogensen, nu for alvor vendt hjem.

Onsdag klokken 14.50 landede den 38-årige rumpionér landet i Københavns Lufthavn, hvor han blev modtaget af blandt andre uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V).

SE TV-INDSLAG FRA ANDREAS MOGENSENS ANKOMST I LUFTHAVNEN:

 

Den danske astrounaut har et par hektiske dage foran sig.

Allerede 40 minutter efter ankomsten i lufthavnen var Andreas Mogensen hovedperson i et pressemøde om sine resultater fra rummet. Det skete i Industriens Hus ved Rådhuspladsen.

En time senere, kl. 16.30, skal Andreas Mogensen i audiens hos Dronning Margrethe på Amalienborg, og der vil for en lille presseskare være mulighed for at tage billeder af de to.

Torsdag kl. 16 skal Mogensen et smut forbi Københavns Universitets festsal på Vor Frue Plads, hvor han vil holde et foredrag om missionen.

Der vil samtidig være mulighed for spørgsmål fra publikum til det allerede udsolgte arrangement.

Endelig skal Andreas Mogensen et smut forbi Tycho Brahe Planetariet fredag formiddag.

Her skal han fortælle 243 folkeskoleelever fra 4.-6. klassetrin om rummissionen, svare på spørgsmål og hjælpe til, når børnene efterfølgende under et såkaldt astronautstjerneløb skal igennem forskellige udfordringer og lege med raketter.