Nu begynder NemID at virke på telefon og tavle-PC

Tirsdag er de første offentlige selvbetjeningsløsninger klar til også at virke på en telefon og tavlecomputer. I løbet af de kommende måneder skal alt stilles om, så man slipper for det udskældte Java-program. Man får besked, før man går i gang, om selvbetjeningen kan bruges.

Nu kan frustrationerne over, at NemID ikke har fungeret på smartphonetelefoner og tavle-PCer, begynde at lægge sig. Fra tirsdag begynder den store omstilling af alle de steder, hvor man i dag kan bruge NemID, så NemID virker overalt og bliver uafhængig af det udskældte Java-program, som sendes ud i mørket hen over efteråret. Arkivfoto: Bax Lindhardt, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Fra tirsdag begynder man endelig også at kunne bruge de offentlige selvbetjeningsløsninger fra sin mobiltelefon eller tavle-PC.

Det sker, fordi det udskældte Java-program, som har generet mange computerejere på grund af konstante opdateringer, begynder overgangen til sin pension og erstattes af en anden teknologi, der ikke kræver, at man har noget installeret på sit udstyr for at kunne bruge sin NemID til at logge ind.

I dag kræver det mange krumspring - måske - at få adgang med NemID fra telefonen eller tavlecomputeren, men i løbet af efteråret vil stort set alle selvbetjeningsløsninger i det offentlige være stillet om.

Over 2.000 funktioner skal ændres

»Den nye mobile NemID er ikke helt hurtig nok på alle enheder, men uanset hvad er det jo en klar forbedring i forhold til i dag, hvor den slet ikke kan bruges på smartphones og tavlecomputere. I den kommende tid vil vi sammen med bankerne arbejde målrettet på at forbedre den samlede ydelse,« siger Lars Frelle-Petersen, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.

Omstillingen er stor. Alene på borger.dk-portalen, som forsøger at give et samlet overblik over, hvilke selvbetjeningsmuligheder der er, findes op mod 2.000 forskellige slags selvbetjening. Derfor går der endnu nogle måneder, før alt virker.

Når man vil bruge en selvbetjeningsløsning, sender telefonen, tavle-PCen eller PCen selv besked om, hvilken slags enhed den er. Så får man besked, hvis man ikke skal forvente, at løsningen fungerer optimalt, og at det måske er bedre at bruge en computer.

Hvor NemID ikke fungerer endnu fra en mobiltelefon eller tavle-PC, får man straks beskeden, at det ikke vil fungere, mens der ikke gives særlig besked, hvis selvbetjeningsmuligheden allerede er omstillet til den nye NemID.

Ingen samlet liste

Digitaliseringsstyrelsen har ikke tænkt sig at lave en samlet liste, efterhånden som selvbetjeningsfunktionerne bliver meldt klar. Styrelsen finder det mere overskueligt, at beskeden kommer, når man vil bruge den enkelte funktion.

De første syv funktioner, der virker fra 1. juli, er anmeldelse af flytning til udlandet, ansøgning om begravelseshjælp, ansøgning om lån til betaling af ejendomsskatter, ansøgning om navne- og adressebeskyttelse, ansøgning om kropsbårne hjælpemidler, valg af læge og ægteskabserklæring. I forvejen kan man bruge NemID mobilt på Feriekonto, beregning af boligstøtte, anmeldelse af flytning, digital pladsanvisning, bestilling af det blå EU-sygesikringskort, ansøgning om pension og beregning af efterløn.

4,18 millioner danskere har i dag en NemID, som også kan bruges til netbanken, hos flere forsikringsselskaber m.fl.

Al ny selvbetjening er født brugbar for alle

Man skal ikke installere noget for at kunne bruge den nye slags NemID. Det såkaldte Javascript, som ikke har noget med Java-programmet at gøre, ligger på den enkelte netside og arbejder derfra. Java-programmet bliver derfor snart overflødigt, efterhånden som alt bliver flyttet over til den nye NemID, der har været meget længe undervejs.

Alle de selvbetjeningsløsninger, som politikerne for nylig besluttede at gøre obligatoriske på nettet fra 1. december 2014 og altså udelukke at kunne bruges på papir, er født til at skulle kunne fungere med den nye NemID-teknologi (se faktaboksen). Det samme gælder alle offentlige selvbetjeningsløsninger fremover.