Norge skærer i statsstøtte til bredbånd

Regeringen vil bruge mindre end halvt så mange penge som i år på at sikre bedre internetforbindelser overalt. I stedet skal gravearbejdet koordineres bedre, så det bliver billigere.

Nordmændene skal have bedre internetforbindelser, men statsstøtten behøver ikke at være så høj som tidligere, mener den borgerlige, norske regering. Arkivfoto: Iris/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Der bliver skåret godt ned på statsstøtten til ordentlige internetforbindelser i Norge i 2015.

Den borgerlige, norske regering med Høyre og Fremskrittspartiet har kun 50 millioner norske kroner i budgettet for 2015, hvor der for 2014 stod 108 millioner kroner klar, som dog blev suppleret op til 160 millioner med penge, som ikke var blevet brugt i 2013.

Regeringen under Erna Solberg fra Høyre oplever, at der sker en kraftig udbygning af bredbånd og elektronisk kommunikation landet over. Derudover mener trafikminister Ketil Solvik-Olsen, at gravearbejdet kan koordineres bedre, og at der kan gøres bedre brug af nuværende infrastruktur, hvilket også vil spare penge.

Klar til at sætte magt bag ordene

Han er ifølge nyhedsmediet Inside Telecom klar til »at sætte magt bag kravet, hvis de (kommunerne, red.) ikke efterlever graveforskriften«, så det bliver lettere at bygge internetforbindelserne ud.

Det skal bl.a. ske ved at se på, om den nuværende, offentlige infrastruktur kan bruges nogle steder, hvor Norge i dag halter bagefter.

Bredbåndsbranchen har i lang tid efterlyst fælles graveregler, så de ikke skal lægge arm med hver enkelt kommune. I Danmark er der også taget initiativ til bedre koordinering af det dyre gravearbejde, ligesom Erhvervs- og Vækstministeriet flere gange har indskærpet over for kommunerne, at de skal sikre en smidig sagsbehandling.

Den norske regering går nu også, som Danmark, efter at sikre, at alle indbyggere kan købe en internetnetforbindelse med en hastighed ind i huset på 100 megabit i sekundet, uanset hvor i landet man bor. Modsat den danske regering har den norske ikke sat dato på, hvornår det skal være muligt. I Danmark skal alle senest i 2020 kunne få 100 megabit ind i huset og 30 megabit ud af huset.

Den danske regering afviser statsstøtte, bortset fra at Bornholm i år og næste år har fået bevilget sammenlagt 60 millioner kroner til at sikre bedre internetforbindelser, fordi bornholmerne har haft for dårlige muligheder for at købe bedre forbindelser.