Norge klager over svensk aflytning

Ny norsk regering sender minister til Stockholm for at få forsikring om, at nordmænds interne kommunikation ikke udsættes for svenske ører. Også en del dansk datatrafik går via Sverige.

En stor del af den norske tele- og nettrafik går af historiske grunde gennem Sverige, hvor forsvarets efterretningsfolk har lov til at følge med i alt, hvad der passerer grænsen. Foto: Iris/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sverige aflytter norsk mobiltrafik.

Det siger næstformanden i det norske Stortingets kontrol- og konstitutionsudvalg, Michael Tetzschner fra det konservative regeringsparti Høyre.

»Jeg er dybt bekymret over udviklingen,« siger han til Dagens Næringsliv og tilføjer, at hverken nordmændene eller politikerne har vidst nok om overvågningsmulighederne.

Også dansk trafik via Sverige

Det er den omstridte svenske overvågningslov fra 2008, som rammer nordmændene. Her fik Försvarets Radioanstalt (FRA), som er forsvarets efterretningstjeneste, lov til at se og lytte med i al kommunikation, som passerer Sveriges grænser. Og det gør langt det meste af norsk tele- og datatrafik til og fra udlandet, fordi hovedfærdselsårerne er sat sådan op.

Loven, som i november 2012 blev udvidet til også at omfatte rigspolitiet og efterretningstjenesten Säpo, rammer også dansk trafik. Anslået under 10 procent af datatrafikken hos TDC, 10-15 procent hos Telenor, 15-20 procent hos Telia og al datatrafik hos »3« går via Sverige. Teleselskaberne forsøger alle at sikre sig ved at kryptere datatrafikken og giver alle udtryk for, at de ikke har grund til at tro, at svenskerne kikker og lytter med, og at intet under alle omstændigheder udleveres, uden at der foreligger en dommerkendelse.

Telenor er i færd med at undersøge, om man kan koble Sverige ud af ligningen ved at bruge alternative forbindelser inden for Danmarks grænser.

Norsk minister til Stockholm

Ifølge Michael Tetzschner har den norske regering taget kontakt med den svenske for at diskutere sagen.

»Vi vil forsikre os om, at trafik mellem norske borgere ikke falder ind under svensk overvågning. Selv om vi har fælles infrastruktur, kan Sverige ikke tage sig friheder, som er i strid med norsk lov,« sagde trafikminister Ketil Solvik-Olsen fra regeringspartneren Fremskrittspartiet for nylig til det norske nyhedsbureau NTB, forud for at han i denne måde rejser til Stockholm.

Ifølge New York Times viser tophemmelige dokumenter fra den skandaleramte, amerikanske efterretningstjeneste NSA, at tjenesten under kodenavnet »Tresure Map« (Skattekort) har som mål mellem 2012 og 2016 at samle data i et omfang, så man i realtid kan fastslå, hvor enhver PC, smartphonetelefon og andet udstyr, der er koblet på Internet, befinder sig, og hvem der ejer det. Dette kræver, at NSA kan dekryptere al information, samtidig med at NSAs egen kryptering ikke skal kunne afkodes af andre. »Treasure Map« bygger på projekt »Packaged Goods« (Pakkede varer), som følger dataspor. Ifølge dokumenter, som den tidligere efterretningsagent Edward Snowden skal have frigivet, hentes data fra 13 servere, som står på datacentraler i blandt andet Danmark, har Politiken tidligere rapporteret. Serverne tappes for oplysninger, uden at datacentralerne ved det. Ifølge New York Times benytter NSA sig af samarbejdspartnere, som har lejet servere på datacentralerne.

Bødskov: Systematisk aflytning er uacceptabelt

Enhedslistens Pernille Skipper har bedt justitsminister Morten Bødskov (S) svare på, om han er »enig med den norske Høyre-statsminister, Erna Solberg, der efter afsløringen af NSA-registreringen af mere end 33 mio. norske telefonsamtaler i løbet af 30 dage udtalte, at »mellem allierede, mellem venner, burde man ikke overvåge hinanden««.

Morten Bødskovs skriftlige svar er - sjældent for ministersvar på de såkaldte §20-spørgsmål fra Folketingets medlemmer - meget kort og klart:

»Ja. Det er regeringens klare holdning, at systematisk aflytning af tætte allierede er helt uacceptabelt,« er svarets fulde ordlyd.

EU-Kommissionen krævede torsdag beskyttelse mod amerikansk dataovervågning. Justitskommissær Viviane Reding kræver et amerikansk løfte om, at alle EU-borgere har ret til lægge sag an i USA, hvis deres data bliver misbrugt. Hun kræver de nødvendige lovændringer på plads »før sommeren 2014«.

Reaktionen kommer i dønningerne på de første Snowden-afsløringer af den massive NSA-overvågning gennem PRISM-programmet, som angiveligt støvsuger data fra alle de store teknologivirksomheders servere, heriblandt Microsofts, Apples, Googles og Facebooks.

Brasilien sender egen satellit op

Europaparlamentets borgerrettighedsudvalg stemte for nylig næsten enstemmigt igennem, at datareglerne skal strammes betydeligt, og at virksomheder som Facebook, Google, Apple og Microsoft skal kunne idømmes bøder på helt op til 100 millioner euro, hvis de overtræder reglerne for, hvordan personlige data indsamles, opbevares og deles med ikke-EU-lande.

I Brasilien har det statsejede teleselskab Telebras i torsdags underskrevet en tre milliarder kroner dyr kontrakt om at sende en geostationær satellit op, som senest med udgangen af 2016 skal levere siker kommunikation. Det sker efter afsløringer af, at NSA har aflyttet blandt andet præsident Dilma Rousseffs telefon. Hun har derfor presset på for at sikre, at brasilianeres data holdes inden for landets grænser.

Den civile kommunikation på satellitten, der opsendes i samarbejde med flyproducenten Embraer, vil blive håndteret af Telebras, mens det brasilianske forsvarsministerium vil stå for den militære kommunikation.