Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Tempoet for omvæltninger i den mobile branche er hastigt accelererende, og efterhånden går der ikke mange dage mellem nye meldinger om dramatiske omvæltninger.
I dag er det finske Nokia, der meldes på vej med et nyt Linux-baseret system til de billigere telefoner, som skal konkurrere mod Android. Systemet, der internt kaldes Meltemi, er målrettet de lidt billigere telefoner, og altså ikke de dyrere smartphones.
Det er i denne kategori af telefoner at Nokia fortsat står stærkt steder som Asien og Afrika, hvor selskabet dog udfodres af prisbillige Android-baserede telefoner fra mange små kinesiske producenter, og i øvrigt også Samsungs forsøg med selskabets Bada-mobilsoftware.
Meltemi er, som Android, baseret på Open Source-systemet Linux, og er ikke tænkt som et smartphone-system, men derimod et mere avanceret system til de billigere telefoner.
Det er The Wall Street Journal, der i dag bringer historien, men Meltemi har flere gange været nævnt i interne notater og andet, der er sluppet ud. Ifølge Wall Street Journal er Nokia udfordret af, at selv kunderne til billige telefoner efterhånden forventer, at de opfører sig som var de smartphones. Det vil blandt andet sige med touch-skærme og mere avancerede funktionaliteter end telefonerne har i dag.
Meltemi-projektet er imidlertid kun en enkelt af flere store forandringsbølger, der i øjeblikket skyller ind over den finske mobilgigant. I morgen forventes de første af Nokias stærkt ventede N9-mobil på de danske butikshylder, men allerede i går blev tæppet trukket ganske eftertrykkeligt væk under lanceringen.
Det skete, da Intel og Samung annoncerede et samarbejde om at opfinde et nyt mobilsystem, kaldet Tizen, der også skal baseres på Linux, og som skal konkurrere mod Android. Tizens fødsel betød samtidig det endelige dødsstød til systemet MeeGo, som Nokia og Intel udviklede i fællesskab.
Den nylancerede N9 er netop baseret på MeeGo, og trods store roser og en yderst positiv anmeldelse, har der fra begyndelsen været tvivl om MeeGos fremtid, efter at Nokia i begyndelsen af året annoncerede, at selskabet nu ville satse på Microsofts Windows Phone 7 som primær platform for kommende Nokia-smartphones.